Alt klar til det store billotteri
Fodboldspillerne i FIF genoptager sæsonen efter sommerpausen, håndboldspillerne tager snart fat på en helt ny sæson og så er det tid til Billotteri Fjerritslev Chancen. Støtteforeningen har siden foråret arbejdet på den 9. udgave af billotteriet, hvor der skal laves sponsoraftaler og søges tilladelse hos spillemyndigheden før det hele sættes i gang. Kuverterne er blevet trykt og bilen pyntet med reklamer, så det eneste der manglede før salget kan begynde var at få en nøgle i hver af de 2000 kuverter. Revisor Søren Beer Møller var mødt op i klubhuset, for at se til at alt foregik efter de udstukne retningslinjer fra spillemyndigheden, da kuverterne skulle pakkes. Herefter blev der lagt 5 kuverter i en pose, som de aktive medlemmer i FIF Håndbold og FIF Fodbold får til opgave at sælge fra mandag den 3. september.
Bilen der kan vindes i år er en Suzuki Celerio, og nøgleprøvningen for lotteriets deltagere finder sted hos HJN Auto i begyndelsen af november.
Vi håber at folk er lige så velvillige til at deltage i lotteriet som tidligere udtaler bestyrelsesmedlem Inger Nielsen, så der fortsat kan ydes støtte til de mange aktiviteter i FIF.