Alle har ret til en ferieoplevelse

Frivillighuset i Pandrup var for femte gang ramme om "Legedag"

04. august 2017 kl. 09.26

Pandrup: Lyden af smadret porcelæn blandede sig med glade tilråb, og køen var lang til "smadreboden," hvor man måtte smadre porcelæn.

Her var der nemlig ikke nogle voksne, der brokkede sig over, at bunken af skår voksede hastigt.

Tværtimod opfordrede de voksne til at give den gas med de gule bolde.

Anledningen var den årlige "Legedag," der i år løb af stablen for femte gang.

Som altid på pladsen bag Frivillighuset i Pandrup, der var arrangør sammen med en række foreninger med tilknytning til Frivillighuset.

Publikum kom fra nær og fjern, og de blev budt velkommen af violinmusik fra en blå violin.

En ganske særlig oplevelse

- Vi er her for første gang, fortalte Anja Führer fra Nørresundby, der var afsted sammen med datteren Viola og en veninde.

- Men det virker som et rigtigt godt arrangement at køre efter.

- Og vejret er jo med os, konstaterede Jette Juel Jensen, leder af Frivillighuset, mens børn i alle aldre strømmede til.

Omdrejningspunktet for arrangementet er ikke bare leg.

- Formålet med dagen er jo, at det skal være muligt for alle børn at fortælle om en stor ferieoplevelse i børnehaven eller skolen efter ferien, fortalte formanden for Frivillighuset Jammerbugt, Steen Andersen, der styrede slagets gang i "smadreboden."

Omkring 35 frivillige arbejdede derfor dagen igennem på at gøre dagen sjov og hyggelig for både børn og voksne.

Og mens de voksne var parkeret i en særlig voksenparkering, hvor der blev serveret kaffe og drømmekage, var der en lang række aktiviteter for børn, der kunne kaste sig ud i karamelkastning, snobrødsbagning og forskellige andre lege.

Rollespilsgruppen Nieroz stod for at bemande den gratis børnebar på pladsen, og bagved blev der kæmpet igennem med forskellige våben af den ufarlige slags.

Hovedattraktionen i år var tryllekunstneren Nicklas Berg, der kom med sit trylleshow med ballondyr og fik latteren til at bølge mod den blå himmel.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste