Aktiviteter og nærvær i fokus på plejecentre og bosteder
I Jammerbugt Kommune gøres der meget for, at nærværet og hyggen er i fokus, selvom der er besøgsforbud
JAMMERBUGT: Forbuddet mod besøg på plejecentre og bosteder holder ikke beboerne fra at hygge sig på Pandrup og Kaas plejecenter, plejecenter Solbakken og bostederne Egehuset og Poppelhuset, oplyser Jammerbugt Kommune i en pressemeddelelse.
På plejecentrene og bostederne er personalet også ekstra opmærksomme på at gøre lidt ekstra i denne tid. Da antallet af telefonsamtaler med pårørende steg markant kort tid efter besøgsforbuddet på bosteder og plejecentre, så blev der sat ekstra tid af til den aktivitet.
Mange beboere får i disse tider også flere mails med billeder, som personalet printer ud og læser højt for beboerne. Personalet hjælper også med de daglige vinkeaftaler gennem vinduer og fra altanerne.
- Sædvanligvis har vi stor fokus på hygge og nærvær i dagligdagen. Nu, hverdagene er vendt op og ned for os alle, så gør vi lidt ekstra ud af det for vores beboere. Vi gør blandt andet meget ud af at skabe ekstra hyggeligt samvær både mellem beboerne og mellem beboere og personale, nu beboerne ikke kan få besøg. Det er også vigtigt for beboerne at komme ud i den friske forårsluft, og få nogle oplevelser sammen, siger områdeleder for plejecentrene Tanja Christensen i pressemeddelelsen.
Lignende tiltag foregår også på kommunens bosteder for voksne med psykiske handicaps.
- På vores bosteder på Egehuset og Poppelvej forsøger personalet at tænke lidt kreativt, nu hverdagen ser noget anderledes ud for vores beboere. Det er vores indtryk, at beboerne sætter stor pris på de små ting. Blandet andet når de får gratis lagkage eller slik og blomster, så er det med til at gøre en forskel for vores beboere. De bliver overrasket, føler sig måske mere set og værdsat, og det giver anledning til noget at snakke om. Nogle af bidragene fra de lokale forretninger, har personalet pakket ind og sat en lille hilsen på til de enkelte beboere, siger Mia Rikke Bager Nikolajsen, afdelingsleder for handicapområdet.
Mange af de lokale erhvervsdrivende og de lokale medborgere tilbyder på næsten daglig basis at komme med kage, blomster, slik eller andet, som glæder og skaber hyggestunder blandt beboerne. De lokale virksomheder og medborgere ønsker at forkæle beboerne og personalet, så der bliver holdt koncerter og fællessang lokalt på bosteder og plejecentrene.-gull