Aftenskole fornyer sine kurser: Nu kan du smage skarpe gins og høre røverhistorier
Aftenskolen skal forny sig. Det mener Katrine Lomborg fra LOF-Jammerbugt, der netop har lagt foreningens program på internettet.
- Vi tilbyder en masse kurser i blandt andet håndarbejde og inden for motion og bevægelse, men der skal også være motion til hjernen, så vi tilbyder også foredrag. Blandt andet et spændende besøg med ginsmagning og rundvisning på Tranum Mølle Destilleri, som er et lille destilleri etableret i soklen på den nedlagte og delvis nedrevne Tranum Mølle. Her skal vi smage skarpe gins, høre røverhistorier, se destilleriet og i det hele taget blive klogere på gin-verdenen, siger hun.
- Derudover har vi også spændende foredrag om børn og sorg – og så et foredrag om Regan Vest.
- Fritidsundervisningen for voksne har været hårdt ramt af coronaen, men nu er vi klar igen og ser frem til en forrygende sæson i LOF-Jammerbugt.
Vandgymnastik
- Vandgymnastik tilbydes nu i både Aabybro, Jetsmark og Slettestrand – det er hensyntagende og små hold, der alle foregår i varmtvandsbassiner. Ved at svømme/bevæge sig i varmvandsbassin styrker man muskler, led, blodcirkulation m.v. Man øger bevægeligheden i leddene og vandet virker som massage og giver afspænding. Der er også hensyntagende hold i Bevægelse og afspænding, hvor man på trods af skavanker selv kan være med til at styrke muskler og led og få det bedre, fortæller Katrine Lomborg.
- Der er kreative hold med akvarel og som noget nyt et hold, hvor man er kreativ og samtidig bæredygtig. Der er mulighed for at tage jagttegn, litteratur, hvor man deler oplevelser ved at læse og et engelsk-kursus.
- Vi ville også gerne tilbyde spansk, men mangler en underviser, så hvis der et sted i kommunen er en spanskkyndig, hører vi gerne fra vedkommende.
- Det er i øvrigt ikke længere noget krav, at der skal være 12 deltagere på et aftenskolehold, så vi er meget mere fleksible nu, hvis borgerne har forslag til nye kurser.