Adventure-film med Thor, Hel og Hulk
"Thor: Ragnarok" er denne uges nye film i Fjerritslev Kino, og inspirationen til den amerikanske adventurefilm er da også hentet i den nordiske mytologi. Men der er bygget godt på med special effects og skræmmende visioner om verdens undergang.
Thor er fanget i den anden ende af universet uden sin mægtige hammer, og han skal nu finde tilbage til Asgård og forhindre Ragnarok - som vil betyde hans verdens og civilisationens undergang - i tide inden den almægtige og hensynsløse Hel.
Inden da skal han lige klare en gladiatorkamp på liv og død mod sin tidligere ven Hulk.
Hovedrollerne spilles af Craig Kyle, Cate Blanchett og Tom Hiddleston. Filmen er i 3D og ikke egnet for børn under 11 år.
Tirsdag og onsdag vises "Patti Cake$" om en pige med alle odds imod sig, men som kæmper for at nå sin drøm om at kunne leve af at optræde som rapper.