Aabybrocentret har fået en hytte

HANDEL: Aabybro Handel har investeret i en hytte, hvor der kan være hyggelige juleaktiviteter - den kan også bruges resten af året

23. november 2020 kl. 14.28

I sidste uge landede der en ny hytte i Aabybrocentret. Det er Aabybro Handels- og Erhvervsforening, der står bag initiaitivet.

- Vi har længe snakket om, at det kunne være hyggeligt at få sådan en hytte ned i centret, fortæller Thomas Sørensen fra aktivitetsudvalget i foreningen.

Altså købte de en hytte, og den kan nu bruges til mange forskellige formål.

- Målet med hytten er, at vi vil prøve at have forskellige foreninger til at stå i den i hele december, så der kommer forskellige aktiviteter, og vi kan hjælpe foreningerne, der ikke har haft mulighed for at tjene nogle penge, og samtidig skabe noget juleglæde og stemning i december, fortæller Thomas Sørensen.

Det er blandt andet planen, at Aabybro Borgerforening skal komme og sælge gløgg og kontingent til deres forening, og der er også noget brændte mandler i støbeskeen.

- Vi opfordrer alle, der er en forening, til at kontakte Rikke B. tøjbutik, hvis man er interesserede. Foreninger kan låne den gratis til hvad man ønsker, siger Thomas Sørensen med det ene forbehold, at de ike må sælge noget, der er i konkurrence med butikkerne.

- Men hvad man ellers laver er op til ens egen fantasi.

Hytten bliver gjort hyggelig og juleagtig med julelys, dækbark og juletræer omkring for at skabe stemning.

- Vi vil gerne give noget tilbage til foreningerne, og de kan byde ind på en dag eller to, hvor de kan tjene en skilling og samtidig skabe liv i centret, når vi er lidt begrænsede. Det vil vi prøve i år, hvor vi ikke må lave noget voldsomt, forklarer Thomas Sørensen.

Hytten kommer også til at kunne bruge på alle mulige andre tider på året.

- Når der bliver fælles udsalg til januar, vil vi benytte den til at udskænke kaffe til folk, og vi vil bruge den året rundt til by night. Den er rimelig mobil, så vi kan også flytte den rundt i centret, og hvis nogen vil have den hen foran deres butik, kan vi også gøre det, fortæller Thomas Sørensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste