Aabybro svømmere var til sand guldfest
Nordjylland dominerede ved DGI´s Landsmesterskab, og Aabybro fik vundet en masse medaljer med hjem ved dette stævne. Sammen med de andre nordjyske klubber blev Nordjylland igen bedste landsdel til stævnet - hvilket ikke mindst skyldes de dygtige svømmere - bl.a. fra Aabybro.
Sådan konstaterer en tilfreds cheftræner, Stefan Stenberg Sørensen fra Aabybro IF Svømning.
DGI Landsmesterskaber 2018 blev igen i år afholdt i Ikast Svømmecenter i weekenden 10.-11. marts 2017.
Alle de tilmeldte klubber fra diverse regioner kæmper en fane fra regionen, og her blev Nordjylland igen bedst.
I alt blev det til 141 medaljer, heraf 57 af guld, 44 af sølv og 40 af bronze, til de nordjyske klubber, hvilket bringer dem klart i spidsen af landsdelene. Det var i år 140 der gjorde det bedste forsøg på at fravriste nordjydernes faste greb om landsmesterskabet.
Fra Aabybro IFs Svømmeafdeling deltog 27 svømmere.
- Og det var ikke småting, der blev vundet med til Aabybro. Der kom faktisk hele 10 individuelle landsmesterskaber med hjem til Aabybro, og 8 individuelle 2. pladser samt 10 individuelle 3. pladser. Derudover fik Nordjylland mange landsmesterskaber i holdkapper, hvilket Aabybro var en kæmpe del af, siger en glad Stefan Stenberg Sørensen.
En anden træner, Benjamin Jørgensen er også godt tilfreds.
- Alle svømmere, fra ni år til 18 år har knoklet hårdt og med en god holdånd har de endnu en gang vist, at det er i Nordjylland vi er bedst til at spille med musklerne, siger træner Benjamin Jørgensen.
- Nye, som gamle - små som store svømmere leverede pragtpræstationer, som vi er meget stolte af! Trods de hårde betingelser til det her store stævne så formåede svømmerne at holde fokus på at skulle toppræstere.
Der er derfor også roser til den holdånd, som begge trænere mener præger svømmeverdenen.
- Generelt så har holdånden, ikke bare for Aabybro, men for Nordjylland som regionshold været fantastisk. Vi kunne igen som trænerstab se frugten af det hårde arbejde som svømmerne yder til træningen, samt den ufattelige opbakning mellem svømmerne og forældrene, siger begge trænere.
Og det med holdånd skulle forstås helt bogstaveligt.
Holdånden kunne således høres fra Nordjylland, der lørdag aften i al hemmelighed havde skabt et regionalt kampråb som samtlige 140 svømmere bragede ud med søndag morgen.
Nu begynder svømmerne at træne frem mod næste arrangement, hvor der skal svømmes rigtig langt. Det er nemlig sponsorsvømning 13. april 2018.