Aaby Marked 2018 blev en succes
Lørdag kl. 10 var der kø ved DGI-hallens døre, da Aaby Marked 2018 åbnede.
Over 2000 mennesker var igennem hele dagen til markedet, og det er Torsten Brix fra Markedsudvalget ganske godt tilfreds med.
- Vi havde 1.200 betalende gæster til Aaby Marked 2018, og det er en lille fremgang i forhold til tidligere år. Eftersom børn ikke skal betale for at komme ind, er dette tal lidt højere, for vi havde flere aktiviteter i løbet af dagen, som var tiltænkt børn - og det var der god opbakning til.
I løbet af dagen var der masser af fysisk aktivitet for børnene i legeområdet, og der var også godt gang i tombolaen. "Den skaldende pædagog" var også en stor succes med mange råb, grin og dans for de yngste. Derudover var der også godt salg i standene, og der har været positive tilkendegivelser.
- Vi havde i år større opbakning fra erhvervslivet, og der var blandt andet masser af handel ved Frk. Meyer og Seven Elevens stand. Derudover har mange af de private også tilkendegivet, at de har haft en rigtig hyggelig dag. Der var færre "varer" i de to haller, da vi lukkede, end da vi startede, så standholderne må have solgt en del, slår Torsten Brix fast.
Markedsudvalget består af Lars Sloth, Kenneth Quistgaard, Pia Fyenbo og Torsten Brix, og de har bestemt, at Aaby Marked 2018 skal støtte Julemærkethjemmet i Hobro. Om der kommer et marked i 2019 er fortsat uvist.
- Eftersom skolen i Aabybro har bestemt sig for at bryde de kommende 7. klasser op, så eksisterer den klasse, som har startet Aaby Marked ikke efter sommerferie. Nu skal vi have afsluttet markedet i år, og først efter sommerferien skal markedsudvalget mødes og finde ud af, om markedet skal fortsætte, om de i fremtiden skal samarbejde med andre og hvem de evt. skal støtte, afslutter Torsten Brix.