60 spillere til cup
Biersted/Nørhalnes ungdomssamarbejde har som afslutning på sæson haft fem hold til Ikast Cup i weekenden 24. og 25. juni.
De 60 spillere og 11 ledere havde en god tur med masser af socialt samvær på tværs af holdene og opbakning til hinandens kampe, fortæller Mike Charnock, formand for ungdomsfodbolden i Fremad Nørhalne. Desuden havde mange forældre taget turen til Ikast og camperede ved det store idrætsanlæg for at kunne følge kampene.
Det bedste resultat opnåede U12 pigerne, som vandt alle tre puljekampe, men tabte semifinalen til Kjellerup med 1-3. Kampen om 3. pladsen blev dog vundet med en 2-0 sejr over SIF Assentoft.
Holdene, der var afsted, var U14 piger, U13 drenge, U12 piger og to hold U11 drenge.