33 års ventetid er forbi: Fodboldklub er tilbage i serie 2
Året var 1989 sidst Skovsgaard Boldklub havde et fodboldhold i serie 2. Men i denne sæson har holdet efter 33 års ventetid spillet sig tilbage i rækken.
Hele sæsonen har mandskabet befundet sig i toppen af en tæt pulje, og allerede i den næstsidste runde blev den direkte oprykning fra serie 3 sikret. Det skete på hjemmebane med en komfortabel 5-2 sejr over Øster Brønderslev.
- Nu gælder det om, at vi skal højne vores bundniveau, fordi når vi rammer vores niveau, så er jeg slet ikke i tvivl om, at vi kan gøre os gældende i serie 2, sagde cheftræner Jan Thorsen efter kampen.
Generelt har Skovsgaard Boldklub haft en succesfuld sæson, som sluttede med en dobbeltoprykning. Klubbens andethold rykkede nemlig op fra serie 5 til serie 4.