Billede beskrivelse

30 personer evakueret fra stor rutsjebane i sommerland

Forlystelsen "Falken" i Fårup Sommerland blev stoppet omgående efter mystisk lyd

21. juli 2022 kl. 18.41

FÅRUP: Den store træ-rutsjebane "Falken" i Fårup Sommerland blev torsdag eftermiddag stoppet omgående, da operatøren pludselig hørte en mystisk lyd.

Operatøren trykkede på nødstop, da han hørte lyden.

Der var fyldt helt op i rutsjebanens vogn, og de omkring 30 passagerer måtte evakueres.

Vognen havde lige forladt påstigningsstedet og var ved at blive trukket op, og forenden af vognen var nået omkring seks-syv meter op.

Personale fra sommerlandet fik hjulpet de mange mennesker ud, og de kunne gå ned ad trappen ved siden af kædetrækket i forlystelsen.

- De blev guidet ned i god ro, siger teknisk chef Tue Albrektsen fra Fårup Sommerland.

Han tjekkede selv, om han kunne se fejl ved den store forlystelse. Men der var ikke umiddelbart synlige fejl.

Forlystelsen Falken

Trærutsjebanen Falken i Fårup Sommerland blev bygget i 2004.

Banens længde: 622 m

Banens højde: 20 m

Antal vogne: 1

Personer pr. vogn: 30

Hastighed: 75 km/t

Omgangstid: 114 sek.

Total vægt (af træ): 560 tons

Kilde: Fårup Sommerland m.fl.

Normalt bringer Falken passagererne op i 20 meters højde, hvorefter de suser ned med op til 75 km/t. Men det skete altså ikke torsdag eftermiddag, efter der blev trykket på nødstop.

Nødstoppet skete omkring kl. 16.30, og ved 17-tiden var Falken fortsat ikke taget i drift igen. Forlystelsen skal tjekkes grundigt, og der skal foretages testkørsler uden passagerer, inden den kan tages i brug igen.

Tue Albrektsen betegner episoden som udramatisk, og man har fulgt standard-procedure ved nødstoppet og evakueringen af gæster i forlystelsen.

Det er endnu uvist, hvad den mystiske lyd i Falken skyldes.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste