115 børn til fodboldskole i Nørhalne
Fra fredag til søndag har ikke færre end 115 børn i alderen fem til 16 år leget, driblet, jongleret, skudt og sparket fodbold og haft en fælles sjov oplevelse på banerne hos Fremad Nørhalne.
Af de 115 deltagere var de 10 børn fem eller seks år, og var til fodboldskole lørdag og søndag, og de havde krydret oplevelsen ved at tage en forælder med og kunne dermed udfordre mor eller fart i fart eller driblekunst.
Spillerne fra 10 år og op blev vanen tro trænet af engelske trænere fra blandt andet Cambridge United, mens Lars Pauli havde sørget for et udfordrende sjovt program for de yngre spillere.
- Vi arrangerer vores egen fodboldskole, fordi vi så selv kan bestemme både indhold og tidspunktet. Det er blevet en tradition, også at vi får besøg af engelske trænere, forklarer Mike Charnock, ungdomsformand i Fremad Nørhalne.
Fodboldskolen havde også deltagelse af otte af klubbens egne trænere, og de fik også inspiration fra de engelske øvelser.
Under de tre dage fik spillerne frugt og ikke mindst hjemmelavet varm mad fra Ruth Sejlings og Tove Carlsens gryder til frokost samt et sæt rødt Hummel spillertøj og en drikkedunk.
- Vores fodboldskole er en god opstart på den nye sæson med en koncentreret dosis træning og fodbold. Samtidig er det en god social oplevelse. Mange af børnene har ikke set hinanden i sommerferien, og en gang i mellem tiltrækker vores fodboldskole også nye spillere, siger Mike Charnock, der kun kan være tilfreds med årets udgave af fodboldskolen i Nørhalne.-tin