Billede beskrivelse

Kroejer køber lukket brugs - nu krydser byens borgere fingre

17. maj lukkede Dagli'Brugsen i Birkelse, men allerede nu er håbet om en ny butik tændt

22. juni 2023 kl. 22.30

BIRKELSE: Der er lettelse og glæde hos det udvalg, som har skullet sikre en fornuftig afvikling af Dagli'Brugsens aktiviteter.

Torsdag aften kunne likvidationsudvalget nemlig meddele, at der er fundet en køber af bygningen. Dermed er der sikret en fortsat drift af tankanlægget, og ikke mindst er der nu skabt basis for, at den nu forhenværende brugs ikke ender som en øjebæ, der skæmmer bybilleder.

- Vi er lykkedes med at få en stærk køber og ejer, som har erhvervet ejendommen med det sigte at medvirke til en positiv udvikling af lokalområdet, siger Anders Kaa fra likvidationsudvalget.

- Der er tale om en ejer, som ikke blot er interesseret i at malke området, men derimod vil udvikle og investere, siger han.

Den nye ejer er Jan Holsko, som i forvejen ejer Birkelse Kro og Hotel, der har købt bygningen af én eneste årsag:

- Vi skal holde gang i byen, for hvis først brugsen, skolen og kroen lukker, så går det ned ad bakke, siger Jan Holsko.

Stor samarbejdsvilje fra Coop

Brugsen havde sidste åbningsdag i maj og stod med en gæld på omkring 600.000 kroner til Coop, 140.000 kroner i borgerlån, og desuden var der et realkreditlån i bygningen på omkring 800.000 kroner.

- Borgerne har fået deres penge tilbage, og i den forbindelse vil jeg sende en stor ros til Coop for at have bakket op og medvirket til at sikre, at borgerne ikke står som tabere, siger Anders Kaa.

- Jan betaler en fornuftig pris for bygningerne, og den gæld, der er tilbage i gældsboet, tager Coop på sig. Samtidig har de været villige til at fravige et princip om, at det altid er en brugs, der skal drive et OK-tankanlæg, så vi føler, at vi har mødt stor imødekommenhed fra Coops side i forbindelse med afviklingen, siger han og tilføjer, at dermed er Birkelse Idrætsforening sikret en ikke ubetydelig støtte i form af indtægter fra salg af brændstof.

Håbet om en butik lever

Jan Holsko overtager nøglerne til bygningerne 1. juli, og der arbejdes med flere fremtidsscenarier, som han endnu ikke kan løfte sløret for. 

- Jeg ønsker at sikre en positiv udvikling af Birkelse og Ryaa og mit håb er, at vi kan finde en løsning med, at der bliver en købmand i bygningen, siger Jan Holsko.

De fire medlemmer af likvidationsudvalget glæder sig over salget, og de har en klar opfordring til borgerne.

- Jeg håber, at borgerne vil bakke op om de initiativer, Jan sætter i søen. Lykkes det at få en købmand til byen, er det vigtigt, at vi bakker op, for ellers ser det sort ud, siger Anders Kaa.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste