Kræmmerne indtager Slotspladsen
HUNE: Frank Heidelbach har en drøm om at gøre sommermånedernes søndags-kræmmermarked i Hune ligeså stort som i "gamle dage" - det vil sige tiden før Hune Bageren lukkede. Han er godt på vej til at komme i nærheden af målet.
Frank Heidelbach, som sammen med hustruen Lone driver Lifestyle Shopping og Dejavu Retro i Skulpturhuset ved Skulpturparken i Hune, har gjort Slotspladsen ved siden af Skulpturhuset til en form for markedsplads, hvor kræmmere hver søndag kan komme med deres ting.
- Vi åbnede i starten af juni. Vi har i snit solgt 40 stadepladser ud af de 75, der er på pladsen. Det synes jeg er ok, siger Frank Heidelbach.
- Samtidig er der kræmmere, som holder til omkring forsamlinmgshuset og langs hovedgaden. Så nu er der igen ved at være kræmmere gennem hele Hune, fortæller Frank Heidelbach.
Det er Hune Forsamlingshus, der står bag det "gamle" marked i Hune.
Formand Laust Dalsgaard hilser det "nye" marked på Slotspladsen velkommen.
- Umiddelbart kan jeg ikke se, at vi har mistet nogle af vores kræmmere til det "ny" marked, siger han.
- Siden coronaen har der været en tilbagegang i antallet af kræmmere til markedet i Hune. Det hænger sikkert sammen med, at der er genbrugsbutikker i næsten hver eneste by, og der er også dukket rigtig mange butikker op, hvor folk kan leje en reol til de ting, de vil sælge., fortæller Laust Dalsgaard.
- Derfor er det positivt, at der nu er kommet en ny plads i Hune, hvor der kommer kræmmere hver søndag. siger han og tilføjer, at forsamlingshuset tjener omkring 20.000 kr. om året på udlejning af stadepladser til kræmmere.
Poul Henrik Jensen har været med på markedet i Hune i 36 år.
- Det er ikke så godt, som det har været. Lige siden coronaen er det gået tilbage med omsætningen. Men jeg kan godt li' at komme her og har min faste plads, fortæller han.
På Slotspladsen er Finn Frederiksen, Hjørring, gået i gang med at pakke sammen i god tid inden den officielle lukketid.
- Det har været en rigtig dårlig dag i dag. Derfor pakker jeg sammen tidligere end normalt. Jeg har været her tre gange. Første gang var det rigtig godt, fortæller han og tilføjer, at han selvfølgelig vender tilbage. Der er altid både gode og dårlige dage i kræmmerverdenen.