Billede beskrivelse

Kom med på historisk tur i Aabybro

29. oktober 2025 kl. 11.02

AABYBRO: Er du interesseret i Aabybros nære fortid, har Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn to rigtig gode tilbud.

Det første er torsdag 30. oktober kl. 19 i lokalhistorisk forenings lokaler i kælderen under DGI Huset. Her kommer Ole Dybkjær og fortæller om sin barndom i Aabybro.

Ole Dybkjær er 91 år og søn af læge Dybkjær, som mange i Aabybro helt sikkert husker.

- Ole Dybkjær fortæller om det at vokse op i Aabybro og har skrevet en masse erindringer ned. Specielt besættelsesårene har gjort indtryk på ham, men naturligvis er der også mange andre erindringer at fortælle om, fortæller Peter Mølgaard, formand for lokalhistorisk forening.

Entre er 50 kr.

Torsdag 27. november kl. 19 kommer Jens Dige og tager interesserede med på en lokal "byvandring" i Aabybro.

Det bliver en byvandring i lokalhistorisk forenings hyggelige lokaler i DGI Huset med en kop kaffe eller te og en småkage.

Jens Dige vil fortælle om en række af Aabybros ældre ejendomme suppleret med gode historier/minder om livets gang i Aabybro dengang.

- Jens er født og opvokset lidt udenfor Aabybro og har altid interesseret sig for lokalhistorie. Han øser ud af sin store viden, fortæller Peter Mølgaard.

I september var Jens Dige også på besøg i lokalhistorisk forening ved et tilsvarende arrangement.

- Det var en stor succes. Billetterne var revet væk. Det var et eftermiddags-arrangement, og mange har efterlyst et arrangement om aftenen, så ”arbejdsramte” også har mulighed for at deltage. Det ønske opfylder vi nu, siger Peter Mølgaard.

Medlemmer af lokalhistorisk forening kommer gratis med på Jens Diges byvandring, mens ikke-medlemmer skal betale 30 kr.

For begge arrangementer gælder, at der er tilmelding til lokalhistorisk forening.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste