Køb et juletræ og gi' en hjælpende hånd
AABYBRO: Lions-klubben i Aabybro har for alvor taget hul på julen: Salget af juletræer i Aabybro Centret er i gang, og på fredag - Black Friday - åbner tombolaen i det lille træhus i centret.
- Hver weekend op til jul er der åbent i tombolaen, fortæller Tommy Holm, der er formand for Lions-klubbens aktivitetsudvalg.
Der er et hav af flotte præmier. Tommy Holm fortæller, at Lions har fået bl.a. malerier til tombolaen. Der er også præmier fra Bog & Ide og fra mejeriet.
- Desuden har vi suppleret op med præmier, vi har købt i Meny i Aabybro - så det er lokalt det hele, fortæller Tommy Holm.
Det er i øvrigt ikke kun i Aabybro Centret, Lions har salg af juletræer. Det har de også ved Brugsen på Gjøl. Derimod er salget i Birkelse droppet.
I den kommende weekend er Lions også med ved TV2 Nords juleløb ved søen. Både med salg af juletræer samt en lille pop op tombola, så der er mulighed for at prøve chancen både i centret og ved søen.
Salget fra tobolaen gik lidt trægt sidste år, men det bliver meget bedre i år er Lions sikker på. Juletræssalget er en stor succes.
- Vores juletræer er ikke de billigste., man kan finde. Men overskuddet fra vores juleaktiviteter går bl.a. til julehjælp til trængte familier. Mange vil heldigvis gerne give lidt ekstra for et juletræ, når de ved, at pengene ikke bare går ned i lommen på en eller anden, men bruges til at hjælp og støtte i vores lokalområde. Desuden er det blevet en god tradition for mange, at de henter juletræet hos Lions i Aabybro Centret, fortæller Tommy Holm.