Knæk Cancer arrangement knækkede rekord
AABYBRO: Det blev en fantastisk dag, da Knæk Cancer Cykel/Gåtur åbnede Knæk Cancer ugen i Aabybro. Rekord-deltagelse og rekordoverskud. Og både cykeltur og gåtur afviklet i et fantastisk efterårsvejr.
Det var derfor en meget tilfreds Torsten Brix, medlem af styregruppen, som trillede i mål efter at have været med på den 30 kilometer lange cykeltur.
- Det er fantastisk. Vi får rekord-overskud, kæmpe opbakning fra borgerne og en super opbakning fra vores sponsorer, lød det fra Torsten Brix inden han fortjent forsvandt mod bordet med kagemand og Pepsi.
Først på lørdag 25. oktober vil Torsten Brix og de andre i styregruppen løfte sløret for hvor meget cykelløbet/gåturen bidrager med til Knæk Cancer indsamlingen.
- Sidste år afleverede vi 40.000 kr. ved indsamlingsfesten i DGI Huset. Beløbet i år er højere, mere kan jeg ikke sige nu, fortæller Torsten Brix.
Knæk Cancer Cykelløb/Gåtur blev skudt i gang kl. 10 lørdag formiddag ved butikken Frøken Smil i Aabybro Centret.
Torsten Brix bød alle de fremmødte - omkring et halvt hundrede - velkommen og takkede for støtten.
- Hver tredje af os bliver ramt af cancer på den ene eller anden måde. Derfor er der brug for masser af penge til forskning. Tak fordi I støtter, lød det fra Torsten Brix.
Arrangørerne ville gerne at alle deltagerne kom i mål på nogenlunde samme tid på Torvet i Midtbyen. Derfor blev deltagerne sendt af sted forskudt. Først var der afgang for deltagerne på vandreturen på ti kilometer. Derefter fulgte cykelrytterne på 30 kilometer turen, og sidst kom vandrerne på seks kilometer turen af sted.
Det var niende gang cancer-arrangementet blev holdt, og for første gang var der flest med på vandreturene. Bl.a. Karen Kaas på 73 år og Birthe Faurhøj på 77. De havde valgt gåturen på seks kilometer.
- En rigtig dejlig tur i det flotte vejr.Et godt arrangement, som vi gerne vil støtte, og vi er med igen næste år, fortalte de to kvinder.
Cykelløbet/gåturen var det første Knæk Cancer arrangement af rigtig mange i Aabybro i hele uge 43.
Det hele kulminerer lørdag formiddag 25. oktober med det store Knæk Can Aabybro-Øland og den store indsamlingsfest lørdag aften i DGI Huset.
Sidste år rundede Aabybro 600.000 kr. til Knæk Cancer.