Kim brygger de store gourmet-øl
SKOVSGÅRD: Det begyndte for et års tid siden, men kok Kim Blandow Pedersen fra Torslev var ikke helt tilfreds med resultatet.
Det var øl-brygning han forsøgte sig med. Selv om øllet ikke lige havde gjort Kims rutinerede smagsløg glade, gav han ikke op. Det må kunne gøres bedre tænkte han og begyndte at fordybe sig i øl-brygning. Han faldt over nyt udstyr , hvor der brygges i et lukket system.
- Første bryg var ok, fortæller Kim Blandow Pedersen, og så var han i gang. Det udviklede sig hurtigt til, at han nu er ejer af Lundbakke Bryghus.
Kim Blandow Pedersen arbejder som kok på Skovsgård Hotel, hvor øllet brygges. Det betyder, at øllet bl.a. serveres på hotellet. Det kan også købes, men ikke i flasker.
- Det er alt for dyrt. Når man ikke brygger så mange øl, er flaskerne forholdsvis dyre, fortæller Kim Blandow Pedersen.
I stedet bliver øllet solgt i fustager, og her har ølbryggeren fundet på det helt geniale: Fem liter øl i en fustage, som kan ligge hjemme i køleskabet. Man behøver ikke tømme fustagen på een gang. Man kan tage det antal glas, der er brug for, og gemme resten. Ligesom box-vin.
- Øllet kan holde sig i lang tid, fortæller Kim Blandow Pedersen.
En fustage med fem liter af Kims bedste øl koster 400 kr. Måske årets julegave-ide til manden eller kvinden, der har alt.
Her op til jul har Kim naturligvis en jule-øl, som indeholder julens krydderier.
Men det er ikke kun jule-øl, der er i fustagerne. Der brygges øl til enhver lejlighed.
- Jeg satser på, at brygge en øl, som man ikke kan få andre steder, fortæller Kim Blandow Pedersen og understreger, at det er gourmet-øl han brygger.
- Som uddannet kok vil jeg gerne brygge øl, der er tiltænkt mad og som passer til mad. Ligesom der er mulighed for at vælge en vin, der eksempelvis passer til andesteg, skal der også være mulighed for at vælge en øl, der passer til andesteg, fortæller han.
Men det stopper ikke her. Ølbryggeren fra Torslev udvikler hele tiden øl-produktionen. Øl brygget på gammelt brød har han også prøvet med succes.
På hotellet i Skovsgård vil der altid være brød, som ikke bliver brugt i restauranten. Derfor vil det være oplagt at bruge det til øl-produktion.
- Man kan forestille sig at brygge en basis-øl på brød og derefter videreudvikle den, fortæller Kim Blandow Pedersen og tilføjer, at bæredygtigt øl også er på vej.
- Det vil være oplagt at opsamle regnvand og bruge det til øl-produktion. Jeg forestiller mig også, at der måske kan dyrkes humle her lokalt. Og måske kan vi også lokalt får dyrket byg, som man kan få lavet til malt lokalt, fortæller ølbryggeren.