Billede beskrivelse

Kay glæder sig over stor valg-interesse

20. september 2024 kl. 19.01

JETSMARK: Interessen for valgt til menighedsrådet for Jetsmark Sogn var overraskende stor. Hele 65 mødte op til valgforsamlingen. Det glæder formanden for menighedsrådet Kay Jacobsen.

- Det er flere end der plejer at komme. Det er vi glade for og egentlig også lidt overraskede over. Vi har ikke haft nogen som helst form for ballade i menighedsrådet, så det kan ikke være årsagen til det flotte fremmøde, siger Kay Jacobsen.

Derimod har formanden brugt meget tid på at gøre "reklame" for menighedsrådsvalget. Han har bl.a. været meget aktiv på de sociale medier. Desuden kan det også spille ind, at medlemmerne af menighedsrådet i Jetsmark vælges for kun to år mod de normale fire år. Der er mulighed for at søge dispensation fra de fire år, så medlemmerne kun sidder i to år. Den dispensation har Jetsmark Menighedsråd fået.

- Der blev på valgforsamlingen opstillet flere kandidater end der skulle bruges. Vi fik altså et reelt valg. Det synes jeg er meget positivt., siger Kay Jacobsen.

De ti, der blev valgt: Bibi Elisabeth Jensen, Hanne Hovaldt Larsen, Jens Ørtoft,

Kathrine Ørskov, Kay Jacobsen, Kjeld Hedegård Nielsen, Lejf Johnsen Jensen,

Mona Filtenborg Buhl, Pia Reuss, Tommy Duun Mogensen.

Der skal nu holdes et konstituerende møde, hvor posterne skal fordeles.

Der er dog mulighed for at indlevere en kandidatliste med fire kandidater frem til 15. oktober. Sker det, bliver der et afstemningsvalg.

Det ny menighedsråd tiltræder første søndag i advent.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste