Billede beskrivelse

Julekoncert samler ind til den mentale sundhed

09. oktober 2025 kl. 14.02

GJØL: Trine Gadeberg, en af landets mest alsidige kvindelige entertainere, kan opleves i Gjøl Kirke, når hun giver julekoncert torsdag 20. november.

De tre Rotary-klubber i Jammerbugt er arrangør. Overskuddet går til Headspace, der hjælper unge med mentale udfordringer. 

- Rotary sætter fokus på mental sundhed og holder derfor en række koncerter i nord-og midtjyske ,kirker - blandt andet i Gjøl Kirke, fortæller Henning Pedersen, der er præsident for Rotary-klubben i Aabybro.

Trine Gadeberg har medvirket i en række populære musicals, som solist med landets symfoniorkestre, som revyskuespiller i Hjørring Revyen, som underholder til alverdens arrangementer, som podcast vært eller som det virale hit med figuren Pelle med deraf følgende shows i de største danske kulturhuse.

Ved julekoncerten i Gjøl Kirke akkompagneres hun af Ebbe Ravn på keyboard og Jørgen Heick på trompet, trommer og keyboard.

Repertoiret er bredt . Der er naturligvis populære julesange som klassikeren "Oh Holy Night", stemningsfulde "Nu tændes tusind julelys" og "En stjerne skinner i nat" over Johannes Møllehaves og Anne Linnets "Lille Messias" til fællessangsvenlige "Glade Jul".

Undervejs supplerer Trine Gadeberg og musikere julens sange med andre sange, der passer til kirkerummet. Det hele kædes sammen af Trine Gadebergs sjove betragtninger og anekdoter.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste