Billede beskrivelse

Jule-tradition flytter fra søndag til lørdag

13. december 2024 kl. 14.03

PANDRUP: Der er tradition for juleoptog gennem byen og gratis slikposer til børnene sidste søndag inden jul i Pandrup. Sådan bliver det også i år - dog med den væsentlige ændring, at det i år bliver lørdag 21. december.

Billede beskrivelse

- Der har i flere år været en større sportsbegivenhed i fjernsynet sidste søndag inden jul, f.eks. håndbold. Det har vi lidt svært ved at konkurrere imod. Bl.a. derfor har vi besluttet at flytte vores jule-arrangement fra søndag til lørdag, fortæller Anders Sølvkjær, formand for Pandrup Kaas Handel og Erhverv, som er arrangør af det traditionsrige arrangement med en hjælpende hånd fra FDF.

Optoget starter fra Pandrup Plejecenter kl. 15, hvor Jammerbugt Garden giver et par julenumre, inden alle bevæger sig mod Pandrups centrum. Garden går i spidsen, og der bliver uddelt fakler

Bredgade er spærret for kørende trafik foran Brugsen og Sparekassen. Her spiller Jammerbugt Garden en række af de kendte julesange og Julemanden kommer med den helt store sæk, som er fyldt med slikposer til alle børnene.

Billede beskrivelse

- Det er en meget gammel tradition med optog gennem byen i den sidste weekend inden jul. I år bliver det så første gang en lørdag. Men det er også den eneste ændring. Der er stadig julemusik og uddeling af slikposter. Det er en meget populær tradition, fortæller Anders Sølvkjær.

- Byens forretninger holder også åbent lørdag eftermiddag, så der er fin mulighed for at købe julegaver. Og det er vigtigt for vores forretninger, at der også købes julegaver lokalt, tilføjer Anders Sølvkjær

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste