Mad og drikke

Trods protester og klager: Fiskerestaurant åbner i vandkanten

Årelang debat om restaurant er slut. Planklagenævnet har afvist klagerne - nu kan der bygges

23. december 2021 kl. 11:28

Torsdag 16. december traf Planklagenævnet deres afgørelse: Nu kan der skabes en ny fiskerestaurant, værelser på førstesalen, tre butikker foruden en café på Slettestrandvej 150 i Slettestrand. Det har været en årelang proces med naboprotester og flere klagesager. Nu kan Hans Peter Brandi se fremad.

Han købte bygningen på Slettestrandvej 150 i august 2017, og det har hele tiden været hans drøm at skabe en fiskerestaurant. I 2018 gav Jammerbugt Kommune dispensation fra den nu tidligere lokalplan, så Hans Peters drøm kunne realiseres. Det fik naboer og hoteller til at klage til Planklagenævnet. Klagerne fik medhold, da Nævnet ikke mente, at kommunen kunne give dispensation til en restaurant, da lokalplanen kun tillod mindre butikker og caféer i området.

Der har under hele perioden været opbakning til projektet fra mange lokale borgere og Jammerbugt Kommune - derfor blev lokalplanen for området ændret. Det skete i juni 2020. Det medførte, at der blev indsendt klager over ændringen af lokalplanen.

De klager er nu blevet afvist, og Hans Peter Brandi kan ånde lettet op. Det er som at få en julegave.

- Jeg vælger at se fremad, og jeg glæder mig helt vildt, siger Hans Peter Brandi, som ikke havde forventet, at processen ville være så fyldt med udfordringer, som den har været.

- Men nu klør jeg bare på med projektet, siger han.

Nye skitser

Han har tidligere fået lavet skitser over projektet. De er kasseret.

- De viste en bygning med fladt tag. Det kommer der ikke. Det bliver med høj rejsning, og bygningen kommer til at passe til området, siger Hans Peter Brandi, som vil få de nye tegninger lavet i løbet af de kommende måneder.

Den nye lokalplan, som jo så har fået tommel-op hos Planklagenævnet, giver ham lov til at bygge op i en højde af 8,5 meter og en byggeprocent på 50. Det giver en række muligheder.

- Jeg vil dog bestræbe mig på at beholde de ydre rammer. De skal dog moderniseres, men bygningens grundstørrelse bliver ikke større, som det ser ud nu, siger Hans Peter Brandi, om bygningen, som har et boligareal på 177 kvadratmeter foruden fuld kælder. Plads er der nok af.

- Jeg vil selvfølgelig udnytte grunden, det jeg kan, men det kommer til at passe med området. Under alle omstændigheder vil jeg nu tage en vurdering, siger han og fortsætter:

- Jeg er bare glad for, at jeg nu kan gå i gang med projektet.

Badekar og havudsigt

Det er planen, at der skal være tre butikker ud mod vejen foruden en lille café i stueplan. Restauranten - som skal være med fisk på menuen - kommer til at være på førstesalen. Her kommer der også til at være fem værelser.

- Og de bliver alle med badekar og 180 graders havudsigt, lover han.

Det bliver ikke Hans Peter Brandi, der kommer til at stå i spidsen for café som restaurant.

- Jeg skal have fundet nogle, som vil forpagte det, siger Hans Peter Brandi, som også håber på, at en af de tre butikker ud mod vejen bliver med fisk på hylderne. Gerne fisk fra lokale fiskere.

- Jeg har altid haft lyst til sådan et projekt, og jeg er jo også ud af en fiskerfamilie på både min mors og fars side, ler han.

Selv er han landmandsuddannet, har arbejdet med svinebrug og har nu i en årrække haft et mindre landbrug med planteavl ved Stagsted mellem Brovst og Fjerritslev. Selve fiskeriet ligger ham dog stadig nært, da han medlem af Nordvest Bådelaug og er direktør for værftet hos Han Herred Havbåde.

Han forventer, at restauranten - ja hele huset - er klar til åbning i løbet af 2023.

Prisen for projektet ønsker han ikke at røbe.

- Men jeg er forberedt på, at det kommer til at koste lidt, siger han.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu