Ingen jul uden boksestævnet
Det kunne have været 20 års jubilæum i år, men coronaen gav et par aflysninger. Derfor er det "kun" 18. gang, Pandrup Bokseklub holder boksestævne 3. juledag i DGI Huset i Aabybro.
Boksestævnet er i den grad blevet en tradition, som altså fortsætter 27. december.
- Sidste år havde vi det første stævne efter coronaen. Det blev en kæmpe succes. Det håber og tror vi også, det bliver i år, lyder det fra Pandrup Bokseklubs formand Kasper Bruun.
Det har også været en tradition, at de danske boksere har mødt boksere fra Østeuropa, primært Tjekkiet. Men sådan bliver det ikke i år.
- Vi satser udelukkende på danske boksere. Det er blevet lidt for bøvlet at hente boksere i Tjekkiet. Og de er også blevet dyrere at få til Aabybro, fortæller Kasper Bruun.
Programmet for stævnet 27. december er slet ikke på plads endnu, men Kasper Bruun skønner, at der bliver 10-14 kampe.
Og både Kasper Bruun og cheftræner Brian Brix satser på, at der kommer en Pandrup-bokser i det ene ringhjørne i samtlige kampe.
- Det går godt i bokseklubben. Der er en stor bredde. Vi har mange boksere, der kommer udefra - især Aalborg, lyder det fra en stolt formand, som også glæder sig iver en rigtig stor opbakning fra sponsorer. De står nærmest i kø.
De positive vinde, der blæser over klubben, betyder også, at der nu satses på yderligere et stævne i foråret. Inden julestævnet skal hele seks boksere til de danske mesterskaber 24. 25. og 26. november på Møn.
- Det er bestemt ikke urealistisk, at vi kan komme hjem med to-tre danske mestre, siger cheftræner Brian Brix.
- Jeg siger ikke, vi bliver den bedste klub ved DM. Der er generel fremgang for boksningen over hele landet, og der er kommet en del ny og store klubber. Men vi er meget optimistiske, tilføjer han.
De seks, der skal til DM, er: Frederik Lundgaard, Victor Danielsen, Jonas Jacobsen, Magnus Jacobsen, Mikkel Trudslev og Kouc Mayoum.
Pandrup Bokseklub satser i øvrigt på selv at blive DM-arrangør i 2026, hvor klubben kan fejre 40 års jubilæum. Det er planen, at DM-stævnet skal holdes i den store hal, som skal bygges ved Fun Art, fortæller Kasper Bruun.