Ikke alle glæder sig til jul
KAAS: Det er ikke alle, der glæder sig til jul. Mange familier og enlige frygter for den kommende højtid, fordi de er voldsomt pressede økonomisk. De har ganske enkelt ikke penge til at holde jul for.
Det fortæller Ruth Kronborg Andersen fra Næstehjælperne, som i en nedlagt børnehave i Kaas har deres "supermarked" for økonomisk trængte.
Her er prisen 0 kr. for tøj, legetøj, madvarer, babyudstyr m.v.
Op mod jul er der også uddeling af julekurve.
- Egentlig er der tale om mad-kurve. Mange af modtagerne har intet, derfor er det vigtigt, at det især er mad, der er i kurvene. Men selvfølgelig er der også lidt chokolade, fortæller Ruth Kronborg Andersen.
Næstehjælperne uddeler 30 store familiekurve, som Spar Nord sponserer. Desuden vil Næstehjælperne gerne uddele kurve til unge, enlige og par uden børn, som typisk har sværere ved at komme i betragtning til julehjælp.
- Der er mange unge, ægtepar uden børn og enlige, som også er hårdt ramt rent økonomisk. Dem vil vi gerne hjælpe med en kurv, fortæller Ruth Andersen og tilføjer, at det er folk, som er på den laveste kontanthjælp.
- Det er folk, som intet har og derfor har meget hårdt brug for hjælp, hvis de bare skal kunne holde en lille smule jul, siger Ruth Kronborg Andersen.
Der plejer at blive lavet 25 kurve, men Ruth Andersen anslår, at der i år er behov for mindst 30.
- Til de kurve mangler vi sponsorer. Vil man hjælpe os, kan man købe et eller flere støttemærker på mobilpay 15903. Hver mærke koster 50 kr., fortæller Ruth Andersen.
Man kan også købe mærkerne i butikken, Stadionvej 7, Kaas.
- Jeg ved godt, at nogen mener, der ikke findes fattige her i kommunen. Men der ER fattige. En ung pige, som hver uge står i kø, når der er uddeling af overskudsmad, får kontanthjælp på omkring 5500 kr. Når hun har betalt huslejen for sin et-værelses lejlighed og de andre faste udgifter, har hun kun få hundrede kroner tilbage hver måned. Hun er fattig, fortæller Ruth Kronborg Andersen, som med egne ord selv har været helt nede og ramme bunden efter sygdomsforløb.
- Det er bestemt ikke sjovt at stå på hovedet i en dagligvarebutiks affalds-container og lede efter mad, der er smidt ud, fortæller hun.
Hver torsdag er der udlevering af overskudsmad fra huset på Stadionvej i Kaas, Næstehjælperne modtager overskudsmad fra fem supermarkeder og en bager.
- Det er ikke altid, vi har de store mængder at uddele, men lidt er bedre end ingenting, siger Ruth Andersen og tilføjer, at der ved udleveringen også er en vogn med forskellige varer, som man må tage to ting fra. Det kan være dåsemad, vaskepuljer, sæbe, syltetøj, havregryn osv
- På den måde sikrer vi, at ingen behøver gå tomhændet herfra, siger hun og tilføjer at butikken også har åbent hver torsdag
- Oprindelig var udleveringen af madvarer et supplement til vores uddeling af tøj m.v., men maden får større og større betydning, tilføjer hun.
Næstehjælperne startede i Aabybro i 2016 og havde lokaler i Hullet ved Kirkevej. I 2019 rykkede Næstehjælperne til de nuværende lokaler på Stadionvej 7 i Kaas.
Næstehjælperne har også kasser stillet op i forretninger. Her kan man donere varer ved at lægge dem i kassen.
- Julen er hård at komme igennem de de mennesker, som er kommet på laveste kontanthjælp og ikke rigtig har mulighed for at forbedre deres situation. Men vi ved, at januar også kan være meget slem, siger Ruth Kronboreg Andersen.