Billede beskrivelse

I kløerne på Gestapo: Aage Ingemanns skjulte historie

02. oktober 2024 kl. 19.00

AABYBRO: Den korte udgave af den grusomme og vanvittige historie om Aage Ingemann Kristensen fra Aabybro, som ved en fejl kom i kløerne på den berygtede terrorgruppe Gestapo i slutningen af 2. Verdenskrig, er nu landet i Aabybro.

Tirsdag formiddag ankom containeren fra Nordjyske Museer til Aabybro Centret. Den indeholdt en kort historie om den kolde krig, men museumsinspektør Thor Bæck Pedersen gik straks i gang med at fjerne den kolde krig og opbygge en lille udstilling om Aage Ingemann Kristensen og hans møde med Gestapo.

Den 30-årige Aage blev anholdt af det hemmelige tyske politi den 6. december 1944 lige efter, at han for 100 kr. havde købt en pistol af en tysk soldat på Engelandshusevej udenfor Aabybro. Gestapo mente, at Aage Ingemann var modstandsmand. Han kom derfor i arresten i Aalborg og tortureret i Gestapos nordjyske hovedkvarter på Boulevarden i Aalborg.

Billede beskrivelse

I den følgende næsten halve år efter anholdelsen blev han udsat for massiv tortur. Bl.a. blev han tæsket med den berygtede Tyremien. Det er en meterlang pisk, fremstillet af kønsorganet fra en tyr.

- Vi ved fra flere, som er blevet pisket med Tyremien, at de følte det som en meget ydmygende form for tortur, fortæller Thor Bæch Pedersen, som har taget Tyremien med til Aabybro. Den er placeret i en montre på udstillingen.

Historien om Aage Ingemann Kristensen har stort set været ukendt for offentligheden, bl.a. fordi Aage aldrig selv fortalte noget. Selv ikke den allernærmeste familie blev indviet i hans voldsomme oplevelser.

Billede beskrivelse

Historien om Aage Ingemann er gravet frem af Thor Bæch Pedersen.

- Efter containeren sidste år havde været i Aabybro med historien om Munidorf, blev jeg enig med Peter Mølgaard fra lokalhistorisk forening om, at containeren skulle tilbage til Aabybro med en ny historie, fortæller Thor Bæch Pedersen, som tidligere var stødt på Aage Ingemanns navn, da han kiggede på Gestapos forhørsrapporter.

Det udviklede sig så til den lille udstilling "I kløerner på Gestapo" og foredrag med samme titel af Thor Bæch Pedersen. De fleste af foredragene er allerede udsolgt.

Den korte historie om Aage Ingemann Kristensen kan ses hver dag frem til den 28. oktober fra kl. 8.00 til 21.00 i containeren i Aabybro Centret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste