Billede beskrivelse

Hune skal have et multihus til ti millioner kroner

Hune Forsamlingshus vurderes til maksimalt til at have ti år mere i sig. Derfor går en arbejdsgruppe nu i gang med planerne om at realisere et nyt multihus

28. november 2022 kl. 07.36

HUNE: Det gamle hvide hus i centrum af Hune har overlevet to verdenskrige og har gennem tiden dannet ramme om et væld af begivenheder. Men nu lakker det mod enden for Hune Forsamlingshus, der blev etableret i 1896. 

Bygningen er efterhånden ved at være så mærket af tidens tand, at huset vurderes at have en levetid på maksimalt ti år. Derfor er såvel bestyrelserne i Hune Forsamlingshus og Hune-Blokhus Borgerforening trukket i arbejdstøjet for at finde en afløser til byens samlingssted.

Billede beskrivelse

Med økonomisk støtte fra Hune-Blokhus Borgerforening har et arkitektfirma udarbejdet et foreløbigt oplæg til, hvordan et nyt hus kan se ud, og dette oplæg blev torsdag aften præsenteret på et fyraftensmøde, som Hune Forsamlingshus og borgerforeningen havde indkaldt til.  

- Vi havde indkaldt til mødet for at få vished for, at der er lokal opbakning til at gå videre med projektet, inden vi påbegynder arbejdet med at søge støtte fra fonde og relevante puljer, siger Merete Fuglsang Hansen, der er bestyrelsesmedlem i borgerforeningen og også en del af en nyetableret arbejdsgruppe, som nu skal i gang med blandt andet at søge fondsmidler til projektet, der ventes at koste omkring ti millioner kroner.

Udover Merete Fuglsang Hansen består arbejdsgruppen af Gunnar Pedersen fra Hune Forsamlingshus' bestyrelse, Lone Varn Johannsen, Rie Feldstein, Peter Christensen, Mogens Bøje, Morten Drivsholm og Leif Jørgensen.

 Efter planen skal det nye multihus råde over små og mellemstore lokaler, som kan give plads til en bred vifte af aktiviteter - eksempelvis foredrag, udstillinger, kurser, pop-up butikker, private fester mv.

- Hune fortjener at få sådan et hus, der kan danne ramme om mange formål. Vi oplever i disse år en stor tilflytning til området, og selv om det primært er seniorer, der flytter hertil, er der også unge familier iblandt. Det erfarede vi på fyraftensmødet, hvor der deltog unge mødre, som fortalte, at de savnede et sted til børn og unge, siger Merete Fuglsang Hansen.

Billede beskrivelse

Det gamle forsamlingshus anvendes i dag til blandt andet fællesspisning, yoga og kræmmermarked, og stedet er i det hele taget flittigt brugt af private til afholdelse af fester.

- Bestyrelsen i Hune Forsamlingshus gør et kæmpemæssigt arbejde med at varetage udlejningen og vedligeholdelsen af forsamlingshuset, som, på grund af bygningens tilstand, ikke er nogen nem opgave. Derfor er det glædeligt, at vi kan fornemme en stor opbakning til, at Hune får et nyt samlingssted, siger Merete Fuglsang Hansen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste