Billede beskrivelse

Hannes og de andres mesterværk

03. september 2025 kl. 19.02

MOSEBY: En mark/græsplæne, som har ligget ubenyttet hen midt i Moseby i mere end en generation er i løbet af et par år blevet forvandlet til en bypark. Et utroligt lokalt engagement har skabt et grønt samlingssted for alle generationer. Og på søndag 7. september skal der festes for det flotte resultat, når byparken indvies.

- Det er et fantastisk sted, vi her i Moseby har fået, lyder det fra Hanne Jørgensen mens hun med et smil beundrende kigger rundt på parkens mange forskellige dele.

- Men uden de mange frivillige var det aldrig lykkedes for os. Der har været en fantastisk opbakning til projektet, og det er der stadig. Vi har netop holdt en arbejdsdag, hvor der mødte 16 op. Der er altid frivillige, der bare går i gang, og der er altid folk i gang med et eller andet, tilføjer hun.

Det er Jetsmark Lokalråd, som står bag projekt Moseby Bypark, men det er en arbejdsgruppe, som har været primus motor for realiseringen af parken. Gruppen består af: Pia Bjerring, Johannes Hansen, Palle Jensen, Jens Christian Golding og Hanne Jørgensen. Kaj Andersen har også været med i gruppen. Dertil kommer alle de frivillige, som er mødt op, når der har været brug for arbejdskraft.

Det grønne område hed oprindelig Moseby Sports- og Lystanlæg. Lokale folk købte i sin tid arealet af en landmand og byens borgere kunne så købe en aktie i anlægget for 25 kr., som kunne afdrages med fem kroner om året.

Billede beskrivelse

I en årrække holdt Moseby Boldklub til på arealet. Der blev bygget et klubhus - uden indlagt vand. Men for mere end 25 år siden flyttede boldklubben og siden har området ligget ubenyttet hen.

- Da vi holdt et borgermøde om bypark-planerne var alle enige om, at det var træls. at området ikke blev brugt til noget. Derfor var der stor interesse for ideen om en park, fortæller Hanne Jørgensen.

Det gamle klubhus står stadig på grunden. Det har fået ny beklædning. Men det lidt skæve bræddegulv og væggene med knage, som fodboldspillerne brugte i forbindelse med omklædning, er bevaret. Nu bruges halvdelen til opbevaring, og den anden halvdel er blevet til et lille møderum med køkken.

- Vi har bestræbt os på at gøre byparken til et sted for alle, fortæller Hanne Jørgensen.

Der er et indelukke med tilhørende skov, hvor hundene kan lege. Der er legeplads med klatre-aktiviteter og trampolin til børnene. Der er madpakkehus, krolfbane, fodboldbane, urtehave med siddepladser, masser af træer og buske, areal til vilde blomster, bænke og stier.

- Vi har endnu ikke gjort op, hvad parken har kostet, men det er over 700.000 kr., fortæller Hanne Jørgensen.
Pengene er skaffet fra en række fonde og Jammerbugt Kommune, som også hafr lovet at fortsætte med at klippe græs og hæk.

Det er godt et par år siden projekt Moseby Bypark gik i gang, og nu er parken færdig.

- Det er gået hurtigt. Hurtigere end, vi havde regnet med, siger Hanne Jørgensen.

At det er gået så hurtigt kommer lidt bag på hende. Derimod overrasker opbakningen ikke Hanne Jørgensen.

- Her i Moseby bekymrer vi os meget om hinanden og byens udvikling. siger hun.

For Hanne Jørgensen har det været vigtigt at gøre en indsats for byen og styrke sammenholdet.

- Når du er aktiv i et projekt som byparken, lærer du folk at kende på en helt anden måde end ved blot at hilse, når vi mødes hos købmanden. Og så er du med til at gøre noget godt for byen. Det er lækkert, siger hun.

Der skal nu dannes en forening med en bestyrelse, som skal tage sig af arbejdet med at holde parken i orden m.v.

Og Hanne Jørgensen skal nu også finde på noget nyt.

- Det er lidt underligt, at parken nu er færdig, og vores arbejde er ved at være slut. Men jeg her helt sikker på, at vi i Jetsmark Lokalråd nok skal få en ny ide, siger hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste