Hæderspris til Stefan: Man kan ikke komme udenom hans mange bedrifter
AABYBRO: Stefan Pedersen fra Nørhalne - også kendt som DJ Steppers og som manden bag de årlige indsamlinger til velgørende organisationer, arrangør af LAN parties for unge og meget andet - blev modtager af Lions Hæderspris 2026, som Lions Club Aabybro uddeler.
Prisen blev uddelt i forbindelse med Lions-klubbens traditionsrige Højrebsfest, hvor knap 400 Lions-medlemmer og inviterede gæster festede på Sportsefterskolen Aabybro og genererede midler til Lions-arbejdet.
Det var Lions-præsident Finn Bo Hansen, der overrakte prisen til Stefan Pedersen.
- Selv om vi ikke kender Stefan privat, er det svært at komme udenom hans mange bedrifter. Han har nemlig flere gange opfordret beboerne i Nørhalne til at tage del i hans gode initiativer på byens Facebookside. Derfor ved vi også, at Stefan indsamlede 32.450 kroner til Danske Hospitalsklovne i 2023, sagde Finn Bo Hansen, da han begrundede hvorfor Stefan Pedersen skulle have hædersprisen.
- Stefan afholdt et 24-timers DJ-arrangement på sin privatadresse, hvor byens borgere blev inviteret til fest. Hele eventet blev streamet live på platformen Twitch. Målet var at indsamle 15.000 kroner, men det lykkedes Stefan at indsamle hele 32.450 kroner - blandt andet med hjælp fra flere DJs og frisøren Mia Møller fra Unik Studio, som klippede både børn og voksne for 150 kr. Det hjalp måske også, at Stefan havde lovet at hoppe i fjorden, hvis der blev indsamlet 30.000 kroner. Alle penge gik ubeskåret til det gode formål, lød det fra Lions-præsidenten.
Stefan samlede 34.550 kroner til Børns Vilkår i 2024.
I 2024 fik Stefan konstateret nyresvigt og skulle på venteliste til en ny nyre. Hans sygdom forhindrede ham dog ikke i at gennemføre en ny indsamling - og med god hjælp fra netværket fik han indsamlet 34.550 kroner. I 2025 indsamlede han 72.550 kroner til Børns Vilkår. Også i 2025 holdt Stefan et live-streaming-event, men denne gang i 48 timer i streg med hjælp fra flere DJ's.
Stefan er desuden i fuld gang med planlægningen af en 48-timers indsamling i sommeren 2026 til fordel for Legeheltene.
- Udover de mange flotte indsamlinger holder Stefan også - i samarbejde med Nørhalne
Borgerforening - Lan Parties for børn og unge hvert år til Halloween. I 2023 var der 8
deltagere, i 2024 steg antallet til 29 og i 2025 var der 25. Et event, der samler folk og
indbyder til fællesskab, sagde Finn Bo Hansen.
- Derudover ved vi, at Stefan to gange har inviteret til gratis foredrag om sikkerhed i hjemmet og på nettet, fordi han gerne vil dele ud af sin viden “for at hjælpe andre”, som han selv skriver i opslaget, tilføjede han.
Stefan Pedersen er også spejderleder i Vestbjerg og altid klar til at reklamere for spejderne i byen - det gælder både, når de har juletræssalg og julemarked i Nørhalne.
Men det gælder også, når tilflyttere fra andre byer søger nye venner til deres børn.