Håndbolden i Pandrup genopstår
PANDRUP: For godt et års tid siden blev Jetsmark Håndbold Klub næsten erklæret død. Men nu gøres der et nyt forsøg på at få håndbolden tilbage til Pandrup-området.
- Vi starter helt forfra, og det bliver med de alleryngste, fortæller Bøje Lundtoft, der er blevet formand for håndboldklubben.
På lørdag 26.april kommer DGI og Dansk Håndbold Nord forbi Jetsmark Idrætscenter med deres populære Trille/Trolle-koncept. Her er der fokus på sjov og bevægelse, hvor børnene bliver introduceret til håndboldens verden gennem leg, motoriske øvelser og fællesskab.
Lørdag formiddag kl. 9-9.45 er det for børn 3-5 år. Og kl. 10-10.45 er det for børn i alderen 6-8 år. Det er i Hal A.
SuperBrugsen Pandrup bakker op om initiativet som sponsor af kaffe, saft og frugt til første træning på lørdag.
Det bliver en hyggelig formiddag for hele familien – med plads til både aktivitet og snak til en kop kaffe og saftevand efter træningen.
Det er en gruppe engagerede frivillige, der i samarbejde med Anette Christiansen fra Jetsmark Idrætscenter har taget initiativ til at få gang i håndbolden igen, og altså i første omgang bliver det med leg og bevægelse for børn i alderen 3-8 år. Initiativtagerne håber på stor opbakning fra forældrene.
- Håndbold for de yngste handler i høj grad om tryghed, nærvær og fællesskab, og det skaber vi bedst sammen. Vi håber at mange har lyst til at være med fremover, lyder det fra initiativtagerne.
- Det er lidt trist, at der ikke er håndbold i Pandrup-omtrådet. For år tilbage var håndbolden faktisk større end fodbolden her i området, fortæller Bøje Lundtoft.
- Vi håber lidt på, der til sæsonstarten efter sommerferien kan tilmeldes hold til turneringen. Kan vi få fem hold, vil det være en succes. Vi har fået flere positive meldinger, så vi er optimister. Men initiativet skal komme fra spillerne selv, lyder det fra formanden.
Han tilføjer, at der i den seneste tid har været et hold af U16-spillere, som har været samlet om lørdagen med Kiki Bach, Aabybro som træner.
Da håndboldklubben var på vej i graven, blev det overvejet at lade håndbolden blive en del af Jetsmark Idrætsforening.
- Men den tanke blev droppet igen. Vi synes, det er bedst, at håndbolden hører hjemme i en selvstændig forening, fortæller Bøje Lundtoft og tilføjer, at badmintonklubben i Jetsmark også var helt væk i en periode, men efter en genstart nu har et højt aktivitetsniveau.
Håndboldklubben har lige nu en bestyrelse bestående af Bøje Lundtoft, Anette Christiansen og Lotte Bøknæs.
- Men det er en midlertidig bestyrelse, siger Bøje Lundtoft.