Billede beskrivelse

Fyrværkeri-salg skal sikre håndboldklub

17. december 2024 kl. 06.02
Opdateret kl. 11.31

AABYBRO: Økonomien er stram i Aabybro Håndboldklub. Derfor vil klubben igen i år sælge fyrværkeri. Fra 27. december og frem til nytårsaften står frivillige fra klubben klar med et stort udvalg af raketter, batterier og andet, som skal fyres af på årets sidste aftren.

Salget foregår fra malermester René Jensens lokaler i Teknologiparken - lige ved siden af Harald Nyborg.

- Overskuddet fra salget er et meget vigtigt økonomisk bidrag for klubben. Det er blevet rigtig dyrt at drive en idrætsforening, og vi kæmper hver eneste dag med at få økonomien til at hænge sammen, siger formanden for håndboldklubben, Mads Stouby.

- Selv om at vi får flot støtte fra vores gode sponsorer, er fyrværkerisalget altafgørende for, at vi kan drive klubben, tilføjer han.

Malermester René Jensen har selv spillet håndbold i Aabybro Håndbolklub i mere end 30 år. Nu er han stoppet, men hjertet banker fortsat for klubben, og han vil gerne give en hjælpende hånd ved at stille lokaler til rådighed til salget. Oprindelig solgte håndboldklubben fyrværkeri fra et telt på Aabybro Stadion. Men det blev for træls, og så trådte René Jensen til med lokaler.

- Der er efterhånden rigtig mange butikker, som gerne vil tjene ekstra penge på at sælge krudt her i Teknologiparken. Men, jeg håber virkelig, at folk i Aabybro vil støtte op om det frivillige arbejde i håndboldklubben til gavn for byens unge. siger René Jensen, der for at støtte klubben også betaler udgifterne til den forsikring, som er påkrævet, når der handles med fyrværkeri.

Mads Stouby sætter meget stor pris på hjælpen fra den lokale malermester, og håber at mange igen vil støtte op om salget.

- Overskuddet går ubeskåret til arbejdet med børn og unge i håndboldklubben, og tidligere har vi formået at lave et pænt overskud på salget. Det er et meget vigtigt bidrag til vores økonomi, som hjælper med til, at vi kan holde kontingentet nede, holde arrangementer for spillerne og dække udgifter til trænere. Vi håber derfor, at rigtig mange vil kigge forbi, siger Mads Stouby, som garanterer, at man kan gøre en god handel..

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste