Billede beskrivelse

Frem med cyklen og Knæk Canceren

13. september 2025 kl. 06.01

AABYBRO: Vil du være med til at knække canceren, så find cyklen eller vandreskoene frem til lørdag den 18. oktober. Klokken 10 om formiddagen i Aabybro Centret lyder startskuddet til den årligt tilbagevendende begivenhed Knæk Cancer Cykel/Gåturen.

Selvom der er godt en måneds tid til starten fra butikken Frøken Smil i centret, melder Morten Grimm fra styregruppen om stor tilslutning.

- Allerede tidligt i vores planlægning har vi i år oplevet stor tilslutning fra sponsorer til de trøjer, vi uddeler til alle deltagerne. Det gør vores arbejde meget lettere og noget sjovere. Jeg ved ikke, hvad dette skyldes, men vi har måtte udvide antallet af hovedsponsorer for at få plads til alle, fortæller han.

Billede beskrivelse

Deltagerne kan enten vælge at cykle 30 km eller gå en tur på 5 eller 10 km. Det koster 200 kroner og er inklusiv forplejning før, efter og under turen samt en T-shirt. Det er på denne T-shirt, at sponsor-pladserne er ved at være fyldt godt op. Ønsker man at deltage, kan man finde mere information på Facebook-siden Knæk Cancer Cykel/Gåturen.

Tilmelding foregår ved betaling på mobilpay-nummeret: 7649LH og i kommentarfeltet skrive, navn, størrelse og distance. Eksempelvis: Lone Grøn – str. M – gå 10 km.

Ønsker man ingen trøje skriver man blot dette i beskedfeltet på mobilpay. T-shirt kan afhentes fra torsdag 16. oktober hos ”Frøken Smil” eller udleveres på dagen fra kl. 9.

Overskuddet går til den store landsindsamling på TV2 og vil blive afleveret den efterfølgende lørdag til indsamlingsshowet i DGI-huset i Aabybro.

- Cykel/Gå-turen har snart eksisteret i 10 år og har oplevet vækst, fortæller Torsten Brix.

- Checken, som vi afleverer i DGI-huset, bliver større og større, hvilket vi naturligvis er stolte over. Det skyldes større antal af sponsorer, men deltagerantallet har også været støt stigende, fortæller Torsten Brix.

- Weekenden efter afvikles det store løbearrangement i DGI-huset. Vores arrangement supplerer deres på fin vis, da vi går eller cykler, tilføjer han.

Sidste år indsamlede Knæk Cancer hele 132 millioner kroner til Kræftens Bekæmpelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste