Forsøgte at sælge stjålet gravemaskine - men så dukkede politiet op
En 31-årig mand er blevet varetægtsfængslet, siget for tyveri og hæleri af entreprenørmaskiner
JAMMERBUGT: Politiet blev torsdag ringet op af en mand på Fyn, der var blevet tilbudt at købe sin egen, stjålne gravemaskine tilbage.
Den handel var politiet meget interesseret i, så de kørte ud på den adresse i Jammerbugt Kommune, hvor maskinen skulle stå. Her fandt de ikke kun den stjålne gravemaskine, men også endnu en stjålet maskine.
Det var dog ikke det eneste interessante, for beboeren - en 31-årig mand - var også kendt af politiet i forvejen.
Han ventede nemlig på at komme i retten, hvor han er tiltalt for at have stjålet tre andre entreprenørmaskiner i 2021 og 2022, oplyser anklager Katrine Meldgaard.
Derfor blev den 31-årige fremstillet i et grundlovsforhør, hvor han blev sigtet for yderligere to tyverier og hæleri af store maskiner.
Her blev han varetægtsfængslet i fire uger - dog kun for hæleri af særlig grov beskaffenhed, oplyser anklager Katrine Meldgaard.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og derfor har offentligheden ikke mulighed for at få indblik i, hvad den 31-årige har forklaret.
Anklageren oplyser dog, at han nægter sig skyldig i alle sigtelser mod ham.