Formand: Center bør være et brugerstyret hus
Torsdag 21. december var sidste dag med visiterede borgere på Biersted Aktivitetscenter.
Et flertal i kommunalbestyrelsen har besluttet at lukke aktivitetstilbuddet for de visiterede borgere, som fremover skal til enten Kaas eller Brovst.
- Det er dybt beklageligt, at et politisk flertal har besluttet at lukke et dejligt aktivitetstilbud til visiterede borgere for at spare 300.000 kr., som er småpenge i det kommunale budget, siger centerrådets formand Preben Dalgaard.
Men han understreger, at der fortsat vil være 16 frivillige sociale aktiviteter på aktivitetscentret.
Samtidig gør Preben Dalgaard opmærksom på, at der er brug for en ny samarbejdsaftale for aktivitetscentret mellem Jammerbugt Kommune og centerrådet.
- Centerrådet forestiller sig, at huset fremover skal fungere som et brugerstyret hus for alle de frivillige sociale aktiviteter, som huset indeholder, siger Preben Dalgaard, og tilføjer, at centerrådet skal være husets administrative ledelse.
- Hvis ikke aktivitetscentret bliver et brugerstyret hus, er vi bange for, at det hele smuldrer, siger Preben Dalgaard, som oplyser, at centerrådet sammen med social- og sundhedsforvaltningen og socialudvalget arbejder på en ny samarbejdsaftale.
Sidste arrangement
Centerrådet på Biersted Aktivitetscenter og aktivitetsmedarbejderne Tove Møller Madsen og Charlotte Nyborg sammen havde arrangeret en julefrokost og farvel-arrangement torsdag 14. december.
Den velsmagende mad blev leveret fra Gades Køkken, som er centrets hus-køkken.
- Det var en hyggelig dag, men også noget vemodigt, da det var sidste gang, at de visiterede borgere var sammen til et arrangement i huset, fortæller Preben Dalgaard.
Centerrådets medlemmer dækkede bordene og overraskede alle med et sponsoreret pakkespil. Hvert centerrådsmedlem bidrog med to pakker og resten af de ca. 60 pakker var sponsoreret af Frank Heidelbach fra Kræmmerland i Pandrup.
De visiterede borgere havde samlet sammen til et par flotte gavekurve til Tove og Charlotte, som tak for tiden de har haft her i Biersted.
Centerrådsformand Preben Dalgaard takkede i sin tale for de mange gode timer, man har haft i hinandens selskab og takkede især Tove og Charlotte for et dejligt samarbejde og overrakte dem begge en gave fra Centerrådet.