Billede beskrivelse

Folkemusik og sommerstemning i Lild Strand Kirke

21. juli 2024 kl. 14.00

FRØSTRUP: To duoer slår sig sammen i Lild Strand Kirke kl. 19.30 den 8. august og bliver til én trio.

Det fortæller arrangørerne. 

Det bliver en stemningsfuld aften ved havet i Lild Strand Kirke, hvor Højlund & Holmsgaard spiller sensommeren ind med den italienske saxofonist Marco Dania.

Højlund & Holmsgaard spiller nye arrangementer af sange og viser fra Norden. Duoen består af Ingeborg Højlund på sang og guitar og Uffe Holmsgaard på forskellige strengeinstrumenter: guitar, cittern og mandolin. 

Billede beskrivelse

Sammen søger de ned i traditionens muld for at grave skjulte skatte frem til overfladen, og deres perlende arrangementer får velkendte sange som f.eks. “En yndig og frydefuld sommertid” til at lyde dugfriske.

Højlund/Dania Duo kunne man også kalde En Baggårdsduo. De dannede deres lyd i en smuk italiensk baggård, hvor de på sang og klarinet lod tonerne til "Somewhere over the Rainbow" flyde frit.

Sammen - som trio - går de deres egen skrå vej med en spændende blanding af folkelige sange, sfæriske universer, lunefulde melodier og ikke mindst gamle kendinge i forfriskende nye arrangementer. 

Kombinationen af rå strengeinstrumenter, vokal klarhed og saxofonens legende tilgang til livet skaber trioens særegne lyd og inviterer ind i et intenst og intimt rum. Deres repertoire rummer sange, som med enkle ord beskriver tilværelsen, naturen og livet mellem mennesker.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste