Vejrudsigten lover Vesterhavsrock-vejr
FJERRITSLEV: - Det ligner rigtigt Vesterhavsrock-vejr.
Det siger en glad formand Søren Mortensen efter at have konsulteret de første vejrudsigter for den kommende weekend, når Vesterhavsrock går i luften for 26. gang. For godt vejr er lige med Vesterhavsrock-vejr.
- Sådan har det været i næsten alle årene. Vi har et utroligt godt forhold til vejrguderne. Det er faktisk kun sket to gange i historien, at det har været dårligt vejr, regn og blæst, til Vesterhavsrock, siger Søren Mortensen.
Den foreløbige vejrudsigt fra DMI lover tørt og roligt vejr fredag, når Vesterhavsrock starter. Lørdag morgen kan der godt komme en byge til at binde støvet, men ellers fortsætter det rolige vejr uden blæst – måske med en del skyer.
Godik kom forbi
Forberedelserne til Vesterhavsrock er godt i gang – og Godik har allerede været forbi dyrskuepladsen med en lang række servicevogne.
- På mandag går vi for alvor i gang med at gøre pladsen klar. For der er mange ting, der skal på plads. Heldigvis har vi en hel hær af frivillige, der altid tager fat – og som elsker det hårde arbejde med at skabe de helt rigtige hyggelige rammer til en god gang Vesterhavsrock, siger Søren Mortensen.
Vesterhavsrock byder på et væld af topnavne fra tre scener. Blandt andre Mumle, som åbner festen fredag klokken 13 på Skovscenen. Om lørdagen bliver det Blæst, som åbner festlighederne fra den store scene – ligeledes klokken 13. Det hele slutter lørdag aften ved midnatstid med Suspekt på den store scene.