Billede beskrivelse

Sommersang kommer igen

13. august 2025 kl. 19.03

BROVST: Sommersang på Bratskov er kommet for at blive.

Det fastslår formanden for foreningen Sommersang på Bratskov Allan Beith Jensen.

- Vi har allerede besluttet, at vi gentager succesen næste år, så folk kan godt sætte den 9. august 2026 ind i kalenderen. For vi kommer igen med fællessang og god stemning i parken ved Bratskov, lover formanden.

- Det var i år fjerde gang, at vi arrangerede det store arrangement – og det blev en succes med publikumsrekord. Vi solgte 700 billetter. Det er rekord, så vi er glade og tilfredse.

- Alting klappede – bortset fra at vi på et tidspunkt løb tør for softice fra Ryå. Heldigvis var Niels Jørgen Lindhardt hurtigt fremme med nye forsyninger. Men jeg tør godt love, at vi har ekstra softice på lager næste år.

Billede beskrivelse

Følere ude

Allan Beith Jensen kan endnu ikke løfte sløret for, hvem der kommer til at optræde på næste års udgave af Sommersang på Bratskov.

- Nu skal vi lige trække vejret efter årets succes, men vi har allerede haft følere ude hos flere kunstnere. Jeg vil tro, at vi er klar med et program omkring årsskiftet – og så skal vi nok melde ud.

- Vi skal selvfølgelig også have en snak med Herregårdsorkestret, som er vores husorkester – men vi regner da helt bestemt med, at de også er friske på endnu en omgang næste år.

Foreningen Fællessang på Bratskov er et netværk af en lang række foreninger og organisationer på Brovst-egnen – blandt andre Brovst Borgerforening, Brovst Musikforsyning, Brovst Handelsforening, Skovsgård Borgerforening, Torslev Landsbyfællesskab, Skovsgård Hotel, Råd & Dåd, Købmandsgården og Lions Club Brovst.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste