Billede beskrivelse

Skovsgård går endnu en gang forrest i kampen mod kræft

14. oktober 2025 kl. 11.02

SKOVSGÅRD: Når den landsdækkende Knæk Cancer-kampagne løber af stablen i uge 43, bliver Skovsgård igen en aktiv medspiller – præcis som siden 2018. 

Det fortæller arrangørerne. 

En dedikeret arbejdsgruppe står bag et fem dage langt program med ét klart mål: at samle penge ind til Knæk Cancer – Danmarks største indsats mod kræft. Gennem de seneste syv år har lokalsamfundet i Skovsgård bidraget med hele 207.608 kr., som ubeskåret er gået til forskning, forebyggelse og støtte til kræftramte og deres pårørende.

Festlighederne starter allerede søndag i uge 41, den 19. oktober, med det traditionsrige familiebingo på Skovsgård Hotel. Her venter masser af præmier til både børn og voksne, venligt doneret af lokale erhvervsdrivende, foreninger og privatpersoner.

Billede beskrivelse

Mandag den 20. oktober byder på et nyt tiltag: en festlig eftermiddag og aften på Skovsgård Hotel med musikalsk underholdning og fællesspisning. Arrangementet er målrettet socialøkonomiske bosteder – både lokale og fra oplandet – og Bo Young står for underholdningen.

Tirsdag den 21. oktober rykkes aktiviteterne ud i byens gader med et sponsorløb for alle aldre. Her kan deltagerne løbe, cykle eller gå en rute med udgangspunkt fra Brugsen i Skovsgård, og via sponsorater per kilometer indsamles der penge til den gode sag.

Billede beskrivelse

Onsdag den 22. oktober står i sangens tegn. Skovsgård Hotel danner rammen om et syng-sammen-arrangement med de to lokale kor, Sing4Joy og Øland Karlekammerkor, der hver fremfører tre numre. Publikum får efterfølgende mulighed for at "købe" en sang – enten fra korenes repertoire eller fra Højskolesangbogen – og der bliver masser af fællessang.

Torsdag aften den 23. oktober rundes ugen af med fællesspisning på hotellet, efterfulgt af en stemningsfuld lysceremoni i haven kl. 20.00. Sognepræst Folmer Toftdahl-Olesen holder årets lystale, og aftenen byder desuden på musikalske indslag og fællessang. Lysposer, som kan købes i forbindelse med arrangementet, vil forhåbentlig lyse haven op i solidaritet og håb.

Mere information om ugens program findes på Facebook-siden Skovsgård knækker Cancer og i en husstandsomdelt folder i Skovsgård-området.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste