Se køerne nyde friheden
FJERRITSLEV: For mange – især børnefamilier – er det en kær tradition på årets øko-dag at besøge en af de mange landmænd, som slipper køerne på græs netop denne dag.
Alle bliver i godt humør, når køerne hopper og springer og nyder den genvundne frihed på de forårsgrønne græsmarker.
I år foregår økodagen i Jammerbugt kommune på Holmegaard nær Vejlerne. Her bor familien Korsgaard og en masse køer med udsigt til endnu flere fugle midt i naturen.
- Vi, John og Louise, bor på Holmegaard sammen med vores tre børn, hvor vores ældste meget gerne hjælper til. Vi har haft gården siden 2011 og omlagde til økologi i 2016. Vi har 100 køer og producerer cirka 2.500 liter mælk om dagen. På vores marker dyrker vi græs og korn, som er foder til vores køer, fortæller familien.
- Vores gård ligger i et stort, naturskønt område, lige ved siden af nordens største fuglereservat Vejlerne. Udover vores køer har vi to hunde og gårdkatte.
Smagsprøver og skattejagt
Økodagen foregår søndag den 13. april, og køerne slippes løs præcis kl. 12.00. Adressen er Alvejen 362.
Der er åbent på Holmegaard fra kl. 10, hvor Arla byder på smagsprøver, og hvor børnene kan få lov at klappe en kalv og gå på skattejagt. Det understreges, at det ikke er tilladt af medbringe hunde på Holmegaard.
Tilmelding til arrangementet, der er gratis, er nødvendigt. Det kan ske via Arlas hjemmeside.