Så blev træet tændt
FJERRITSLEV: Det blev et tilløbsstykke, da Fjerritslev Handelsstandsforening fredag havde inviteret til tændingen af byens juletræ.
For børnene var det en fest, og øjnene tindrede om kap med alle julelysene. For de voksne var det også en slags fest, for ingen hanboer med respekt for sig selv siger nejtak til gratis æbleskiver og gløgg.
Det hele blev kædet sammen af Jammerbugt Garden, som gik truttende gennem Østergade til SuperBrugsen, hvor brugsuddeler Brian Thisted sammen med sine folk havde klædt den store bygning i julelys, som blev tændt på slaget 16.45.
Julehandelsbyen
De fleste var enige om, at det var flot – og så kan stormagasinerne i de større byer ellers godt pakke sammen. For Fjerritslev er julehandelsbyen over alle.
Jammerbugt Garden fortsatte til Krotorvet, hvor byens store juletræ blev tændt af julemanden. For han var der selvfølgelig også.
Hele arrangementet var begunstiget af det ualmindeligt lune og vindstille november-vejr.
Folk hyggede sig – og ingen havde travlt med at komme hjem.