Billede beskrivelse

Regnen stoppede ikke hundene i at løbe på banen

01. november 2025 kl. 17.02

GØTTRUP: Vejret var ikke noget at prale af, men det generede nu ikke de tyve hunde, der søndag deltog i DcH Han Herreds venskabsstævne på klubbens flotte anlæg på Gøttruphavevej.

Selv om bygerne kom med få minutters mellemrum, havde hundene en pragtfuld dag. Der blev delt gavmildt ud af godbidder, når hundene skulle vise, hvad de duede til – og så gør lidt regn fra oven af ikke noget. Hvis det bliver for meget, kan man jo bare ryste pelsen til omgivelsernes store begejstring.

DcH Han Herred havde inviteret naboklubberne til stævnet, så udover de lokale hunde var der deltagere fra Thisted, Morsøg, Sydthy og Thyholm.

Hundene konkurrerede i disciplinerne rally og lydighed. Forskellen mellem disciplinerne er for udenforstående mennesker nok ikke den helt store.

Hundene skal løbe igennem en bane og gøre, som de har lært.

Billede beskrivelse

Et hundeliv

Og for hundene er forskellen forresten heller ikke den store. Når man gør, som ejeren ønsker, vanker der en godbid. Det er et rigtigt hundeliv – og en logrende fornøjelse sådan hund og hund imellem.

Når regnen blev for voldsom, søgte menneskene ly i klubhuset. Der faldt der også godbidder af i form af både kaffe og kage, så alle var glade.

- Venskabsstævnet var en stor succes, fortæller Kasper Munk, som er næstformand i DcH Han Herred.

- Vi bruger alle sammen en masse tid med vores hunde til hverdag – og så vil vi gerne have lejlighed til at vise, hvad hundene har lært.

- Vi har en masse til fælles – og et venskabsstævne er med til, at vi kan dele fællesskabet og få en hyggelig dag ud af det. For både samværet med hundene og andre hundeejere er en stor del af hobbyen, lyder det fra næstformanden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste