Redningshelikopter til badebyen
BLOKHUS: Så er programmet faldet endeligt på plads til søndagens Fly-in på stranden i Blokhus, fortæller arrangørerne fra Erhvervsforeningen Destination Blokhus.
Det er lykkedes at få en aftale med forsvarets redningshelikopter.
- Publikum kan se frem til et af dagens absolutte højdepunkter, når et redningshelikopter-mandskab fra forsvaret omkring kl. 14.40 udfører en spektakulær SAR-demonstration over Vesterhavet. Her viser mandskabet, hvordan en sø- og redningsmission foregår i praksis – fra præcisionsflyvning til samarbejde mellem pilot og redder samt hejseoperation fra vandet, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
Det understreges, at det naturligvis er med forbehold for udrykning med helikopteren til en reel redningsopgave.
20 fly deltager
På Fly-in i Blokhus deltager 20 forskellige fly, der alle lander på den brede hvide sandstrand neden for Blokhus by mellem 12.30 og 13.30.
- Det bliver alt fra propelfly, gyrokoptere, veteranfly og hjemmebyggede fly, skriver Destination Blokhus.
Der bliver både gys og dramatik lige fra begyndelsen, når piloten Michael Lygum viser luftakrobatik med både rul og loops, inden har sætter sit fly ned på stranden kl. 12.30.
Man kan også møde en af landets ældste aktive piloter, 80-årige Evald Bank, som efter en livslang karriere i luften, fra jagerfly og redningshelikoptere til store passagerfly, stadig beskriver en landing på Blokhus Strand som noget ganske særligt. Evald ankommer i sin Cessna 182 Skylane.
Når de 20 fly er landet kl. 13.30, byder direktøren for Aalborg Lufthavn Niels Hemmingsen velkommen, hvorefter pladsen åbnes for den såkaldte Meet & Greet, hvor publikum kan komme tæt på flyen og snakke med piloterne.
Arrangørerne forventer igen i år stor tilstrømning og opfordrer gæster til at benytte alternative tilkørsler, som fx fra Saltum Strand. Sikkerheden har højeste prioritet, og arrangementet kan aflyses, hvis vejr- eller strandforholdene ikke er optimale.