Billede beskrivelse

Randi og Brian åbner Ulveskoven for dag

28. april 2025 kl. 19.00
Opdateret 29. april 2025 kl. 18.26

BIRKELSE: Der er lagt op til en tur ned ad Mindernes Alle, når traktørstedet Ulveskoven mellem Birkelse og Arentsminde genåbner for en eftermiddag søndag 25. maj klokken 13 til 15.

- Vi holder et bette bal – akkurat som i gamle dage, fortæller Brian Hyllested fra Arentsminde Lokalhistoriske Samling, der står bag arrangementet. Musikken er lagt i hænderne på orkestret Djazz Duo, der spiller musik fra 50’erne og 60’erne.

Billede beskrivelse

Brian Hyllested forventer stor tilslutning til festen. Der er allerede solgt 115 billetter til begivenheden, der er en gentagelse af et arrangement, der sidste år samlede 85 deltagere.

- Interessen for arrangementet er stor, for ballerne i Ulveskoven var i sin tid samlingssted for alle de unge på egnen. Sidste år havde vi flere deltagere, der var i guldbryllupsalderen, efter at de i havde haft deres første møde under bøgetræerne i Ulveskoven. Så det er et sted med mange minder om en anden tid, forklarer Brian Hyllested.

- Jeg vil bestemt ikke udelukke, at der også er en del lidt yngre mennesker på egnen, som kan takke Ulveskoven for, at de er blevet til, siger lokalhistorikeren med et smil.

Tog til døren

Ulveskoven havde sin storhedstid i 50’erne og 60’erne. Stedet var kendt viden om, og havde også sit eget trinbræt, hvor togene på Fjerritslev-banen stoppede om sommeren.

- Det var den tids svar på Fårup Sommerland, forklarer Brian Hyllested.

- Der var både tivoli og campingplads – og så var der traktørstedet, hvor folk tog på udflugt for at købe kaffe. Det var jo før termokanden blev hver mands eje, så folk tog til Ulveskoven om søndagen for at købe kaffe og kage.

Billede beskrivelse

Tivoliet havde både karrusel, en sø med både, spøgelsestog og karruseller. Så på hverdagen var det udflugtsmål for mange af de nordjyske skoler, hvor børnene i hundredvis kom til Ulveskoven med toget – lige fra Hadsund til Skagen.

Da Fjerritslev banen blev nedlagt i 1969, var det slut – og tiden løb fra stedet. Men den gamle pavillon og det store haveanlæg er der fortsat for enden af en lille grusvej, der fører fra Aabybro-Thisted-hovedvejen op til skoven.

Ulveskoven er bevaret

Ulveskoven ejes i dag af ægteparret Randi og Per Østerrøgild, der driver landbrug på ejendommen, som de overtog for et par år siden.

- Vi har bevaret det meste. I dag bruger vi pavillonen som maskinhus, men den står fortsat med bar og det hele. Så vi glæder os også til eftermiddagsballet den 25. maj, fortæller Randi Østerrøgild.

- Det var en stor oplevelse sidste år. Folk blev hængende og snakkede i flere timer, efter at ballet var slut. Så det er et godt initiativ, som Brian og Lokalhistorisk Samling i Arentsminde har taget.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste