Populær dragefestival vender tilbage i Blokhus
BLOKHUS: Lørdag 23. og søndag 24. maj danner Blokhus Strand endnu en gang rammen om den populære Blokhus Wind Festival.
Bag festivalen står Destination Blokhus, VisitJammerbugten og VisitNordvestkysten, som inviterer til en farverig og familievenlig oplevelse med aktiviteter for både børn og voksne.
Det skriver Destination Blokhus i en pressemeddelelse.
Traditionen tro bliver Blokhus Strand fyldt med internationale og nationale drageeksperter, som sender deres drager til vejrs.
Publikum kan se frem til store, hjemmesyede figurer, når de énlinede drager løfter sig over stranden. Derudover vil der hver time være spektakulære drageshows med flerlinede sportsdrager.
- De glæder sig meget til at byde velkommen til endnu en udgave af Blokhus Wind Festival. I år er der ønsket både vind og sol, så de store, flotte drager og de vilde drageshows kan udfolde sig optimalt, siger Rikke Severin, der er eventansvarlig.
Festivalområdet opdeles i zoner med god plads til de forskellige drageaktiviteter samt sikre gangarealer for publikum.
Af hensyn til sikkerheden vil stranden i festivalområdet være afspærret, og badning vil derfor ikke være muligt her.
Der etableres dog en kørebane, så passage langs stranden fortsat er mulig.
Vindblæst hygge
Ud over de imponerende drager kan gæsterne se frem til en række sjove og kreative aktiviteter.
I krea-workshoppen kan både børn og voksne bygge deres egen drage og efterfølgende teste den i fritflyvningsområdet.
Fra kl. 13.45 står erfarne drageflyvere fra Nordic Kite Meeting klar med gode råd og vejledning.
Deltagerne kommer blandt andet fra Tyskland, Danmark, Norge og Sverige.
Festivalen byder også på oplevelser som “vindboblen”, hvor gæster kan prøve en vindtunnel fyldt med farverige balloner.
Derudover vil Paraglidning Klub Holstebro gennemføre opvisninger i paraglidning i løbet af dagen - afhængig af vindforholdene.
For de eventyrlystne er der mulighed for at prøve strandsurfing med OurStuff.
Søndagen byder desuden på hyggelige indslag som faldskærmsudspring for medbragte bamser, karamelkast hver time og anderæs.