På søndag starter én af sommerlandets store attraktioner i Hune
HUNE: På søndag 24. maj - pinsesøndag - er der premiere på en af sommerlandets helt store attraktioner: Hune Marked.
Det populære og legendariske kræmmermarked har eksisteret i en menneskealder.
Det startede ved Hune Bageren, men har nu udgangspunkt ved Hune Forsamlingshus.
Der er masser af boder på forsamlingshusets store grund, men også langs Vesterhavsvej gennem byen kan man gøre en god handel, hvis man lige mangler en lysestage eller noget andet.
Der er tusindvis af ting at vælge imellem.
- Der er marked i Hune hver søndag fra pinsesøndag til og med første søndag i september, fortæller Laust Dalsgaard, formand for Hune Forsamlingshus og tovholder for markedet.
En del nye kræmmere
På søndag kl. 7 er han klar ved forsamlingshuset til at vise kræmmerne på plads.
- En hel del har faste pladser, men der er også nye, som skal vises på plads, fortæller Laust Dalsgaard.
- I år har vi fået en del nye kræmmere. Det skyldes bl.a. at kræmmermarkedet ved Skulpturparken ikke er der mere, siger han og tilføjer, at blandt de nye er der en kræmmer, som var med helt tilbage fra dengang markedet var ved Hune Bageri.
- Vedkommende har fået lyst til at vende tilbage til Hune Marked igen, og det er vi glade for, siger Laust Dalsgaard.
Der er ikke et fast åbningstidspunkt, men ifølge Laust Dalsgaard er der for alvor gang i markedet fra kl. 10 til midt på eftermiddagen.