På søndag går det løs i Tranum
TRANUM: Det bliver business as usual, når Tranum Gymnastik- og Idrætsforening i den kommende uge blænder op for den traditionsrige og ugelange sommerfest i Tranum, hvor byen både fester og spiller fodbold til fordel for Tranum Gymnastik- og Idrætsforening, fortæller Kim Levisen fra festudvalget.
- Der bliver noget for enhver smag - først og fremmeste fodbold hver eneste dag, når vi afvikler Han Herred mesterskab for herre senior med finalekamp lørdag den 18. juli.
- Ellers består sommerfesten af de velkendte ingredienser, der for længst har gjort Tranum Sommerfest til en succes, som mange elsker - ikke mindst tidligere bysbørn, hvor mange har en tradition for at vende hjem til barndomsbyen, når der er sommerfest.
Faste ingredienser
De faste ingredienser til en sommerfest i Tranum består blandt andet af tarteletfest, herreaften med stegt flæsk, dameaften, padelturnering for alle, LAN-party og ikke mindst det traditionelle burnout fredag aften, hvor der brændes dæk for fuld skrue.
Men Tranum Sommerfest er meget andet end dækrøg.
- Vi lægger stille og roligt ud søndag morgen kl. 10, hvor Dagli’Brugsen i Tranum sponserer gratis kaffe og rundstykker. Dagen fortsætter i luntetrav med Tranum-marchen, inden vi slutter dagen af med tarteletfest og dans i teltet. Og så er vi ligesom i gang for alvor, siger Kim Levisen, der kan fortælle, at Tranum Sommerfest er en gammel tradition for Tranum Gymnastik og Idrætsforening.
- Festen trækker sin historie helt tilbage fra før anden verdenskrig, fortæller Levisen.
Det hele slutter næste lørdag med den helt store fest i teltet - ovenikøbet med en forfest fra kl. 17, hvor festarrangørerne lokker med happy hour og gode tilbud på øl og drinks til opvarmningen.
- Vi håber at se rigtig mange mennesker i løbet af ugen, hvor vi sammen kan nyde godt vejr, godt selskab og de mange arrangementer, som frivillige og arrangører har arbejdet hårdt på at skabe, siger Kim Levisen.