Billede beskrivelse

Nordjyske Operadage i Jammerbugt: Gratis udendørskoncerter med operabus

04. august 2025 kl. 10.53

AABYBRO/FJERRITSLEV: Musikkens Hus bringer operaen helt tæt på borgerne i Jammerbugt Kommune, når operabussen ruller ud med to stemningsfulde og gratis udendørskoncerter. Koncerterne finder sted onsdag den 13. august i Aabybro og Fjerritslev – og alle er velkomne.

Det fortæller arrangørerne i en omtale. 

Publikum kan se frem til en dag i operamusikkens tegn, når de talentfulde sopraner Charlotte Hjørringgaard og Marianne Heuer, akkompagneret af den erfarne pianist Natasha Kutsko, indtager scenen med et program fyldt med operahighlights og elskede klassikere. Det bliver en oplevelse for både øre og sjæl – og måske endda for fuglene, når stemmerne fylder sensommerluften.

Formanden for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen, udtaler:

- Operaforestillingerne ligger flot og fint i tråd med Jammerbugt Kommunes ønske om, at der skal være kulturoplevelser af god kvalitet alle steder i kommunen. Vi ønsker en bred palet af genrer og typer af kulturarrangementer – og her får vi endda kunst og kultur i smuk samklang med Jammerbugt Kommunes fantastiske natur.

Næstformand Kiki Bille Bach supplerer:

- Her er også en mulighed for børnefamilier for at præsentere deres børn for opera. Man kan gå lidt rundt, sidde ude i kanten – og repertoiret er lettilgængeligt. Måske har børnene endda hørt melodierne før i film, reklamer og andet. Så det er en superfin måde at præsentere en måske lidt mere smal genre på.

I Aabybro foregår koncerten kl. 17.00 på Bjørnekrogen ved søen. Medbring egen stol eller tæppe. Let mad og drikke kan eventuelt nydes fra byens madsteder. 

I Fjerritslev kl. 20.00 er der koncert på Lystanlægget, Parkvej. Medbring egen stol eller tæppe. Salg af kaffe, øl, vin og sodavand på pladsen.

Koncerterne er arrangeret af Jammerbugt Kommune, Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget samt Borgerforeningerne i Aabybro og Fjerritslev i samarbejde med Nordjyske Operadage. Udvalget har bevilget 29.000 kr. til afholdelsen af de to operaforestillinger.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste