Mød det uadskillelige kunstnerpar i Kino
FJERRITSLEV: Fjerritslev Kino byder på en helt særlig oplevelse, når biografen søndag 26. oktober klokken 14.30 viser filmen ”Et liv i samhørighed” om kunstnerparret Kirsten Klein og Steen Folmer, der bor på Nordmors.
- Filmen, der havde premiere sidste år, er instrueret af Torben Glarbo. Ved arrangementet i Fjerritslev Kino vil både instruktøren og kunstnerparret være til stede og besvare spørgsmål fra publikum. Der vil undervejs blive serveret kaffe og kage, oplyser Birte Frederiksen fra Fjerritslev Kinos ”ide-gruppe”.
Produktionsselskabet bag filmen, I den grønne skov, oplyser om filmen:
”Ved Dråby Vig på det underskønne Nordmors midt i Limfjorden bor og arbejder den anerkendte kunst- og naturfotograf Kirsten Klein og hendes mand arkitekt og billedkunstner Steen Folmer Jensen.
Det har de gjort i henved 50 år, og det trives de med. De er hinandens følgesvende og livsvidner, ægtefolk og uadskillelige.
'Et liv i samhørighed' fortæller om Kirsten Kleins billedverden og beskriver samtidig det tætte fællesskab, Klein og hendes mand, arkitekten Steen Folmer Jensen, lever og arbejder i.
De deler det naturnære blik på verden og lever sammen i det smukke landskab i et gammelt husmandshus, som de siden 1976 har forvandlet til et fælles atelier, leve- og arbejdsrum. Her fremkaldes billeder og tegnes fiskehuse, her fodrer de deres fåreflok, og passer den frodige køkkenhave, som de nærmest lever af året rundt.”