Matthijs og Folkert inviterer til åbent landbrug
TRANUM: Der bliver helt sikkert trængsel på Tranum Engevej søndag, når mælkekoncernen Arla arrangerer Åbent Landbrug hos en lang række mælkeproducenter i Danmark.
Blandt de medvirkende landbrug er far og søn i familien Westra på Tranum Engevej, som inviterer alle interesserede inden for på deres store gård, hvor de har 200 køer og 200 ungdyr af racen Dansk Holstein. De mange køer giver tilsammen 6.500 liter mælk om dagen.
Det bliver en spændende dag, hvor byfolk og ikke mindst børne kan få lov at se, hvor mælken kommer fra. Der bliver en lang række aktiviteter for alle – og naturligvis også smagsprøver på Arlas mange produkter. Til at hjælpe sig, har familierne på gården allieret sig med spejderne fra Tranum, der sælgerburgere, pølser, kaffe og kage.
Familiebrug
Den store gård er et rigtigt familieforetagende.
- I slutningen af 2024 startede vi, Matthijs og Folkert, et I/S-selskab, og vi driver nu gården i fællesskab som far og søn, fortæller indehaverne.
- Udover køerne driver vi desuden 134 hektarer. Det svarer til 188 fodboldbaner. Her dyrker vi græs og foder, som vi ensilerer til foder til køerne.
- Vi glæder os til at byde velkommen både til dem, der ofte besøger et landbrug, og dem, der sjældent har været på et landbrug. Det er vigtigt for os at åbne dørene op og vise erhvervet frem til nysgerrige gæster, lyder det fra de to gårdejere.
Der er åbent søndag mellem 10 og 16. Det er gratis at deltage, men der er kun et begrænset antal pladser, så man skal bestille billet i forvejen på https://booking.aabentlandbrug.dk/.