Lokalpolitikere skal på catwalk'en
AABYBRO: Sommerfesten i Aabybro byder torsdag aften 14. august på et stort modeshow i en noget speciel udgave. På catwalk' en i Aabybro Centret bliver det en række lokalpolitikere, som skal vise tøj m.v. fra en række af byens forretninger.
- Det er jo valg-år i år, så vi har valgt at forsøge med et modeshow med lokale politikere, fortæller Thomas Sørensen, formand for Aabybro Handels.- og Erhvervsforening.
Følgende lokalpolitikere har sagt ja til at være med: Helle Bak Andreasen, Marianne Andersen, Kiki Bach, Diana Aarestrup, Mette Vestenbæk, Merete Fuglsang-Hansen, Astrid Budolfsen, Jane Koller, Lisbet Emmery, Christian Hem, Morten Klessen, Jørgen Ravn, Claus Svendsen og Kjeld Hedegård.
De viser tøj m.v. fra bl.a. Rikke B, Tiff, Frk. Smil, Sportsmaster, Witting og Thiele.
Konferencier bliver Mogens Bay, som også er lokalpolitiker.
Show'et begynder kl. 19.
Der er stillet en mobil-scene op i centret. Efter modeshow'et går MD Duo på scenen kl. 20.
Allerede torsdag eftermiddag går sommerfesten i gang, når Youtuberen Judex kommer til byen. Alle interesserede kan møde ham på Torvet i Midtbyen.
Sommerfesten fortsætter fredag og lørdag.
Fredag minder om en klassisk by night fredag. Der er bl.a. grisefest kl. 18 i centret, og her spiller også Gehør Band. Tørvebisserne spiller i Midtbyen. Der er biludstilling og mange af byens forretninger holder åbent til kl. 22 med en række gode tilbud.
Østergade i midtbyen er lukket for kørende trafik, og der er salg af mad og drikkevarer flere steder..
Lørdagen byder på MGP All Stars. Det er en koncert med flere af årets deltagere i DRs MGP. Efter koncerten er det meet & greet - altså mulighed for at få en lille snak, tage fotos m.v. med MGP-stjernerne.
- Sommerfesten er et forsøg på at lave noget, der minder om en byfest, som mange efterlyser, fortæller Thomas Sørensen
- Vi har i flere år haft et traditionelt sommer by night-arrangement, men vi fornemmer, at borgerne godt kunne tænke sig noget andet. Det forsøger vi så med i år, siger Thomas Sørensen.