Billede beskrivelse

Lise og Lotte inviterer til møde med Røde

07. september 2025 kl. 11.03
Opdateret 11. september 2025 kl. 08.55

JAMMERBUGT: Tirsdag får det lokale erhvervsliv mulighed for at blive inspireret af forfatteren, foredragsholderen og eventmageren Henrik Røde Jensen fra Frederikshavn. 

Det sker på et møde i Sparekassen Danmarks Erhvervsnetværk Jammerbugt.

- Henrik Røde Jensen har et klart budskab til alle i erhvervslivet. Man skal bruge sit netværk til at nå sine mål, fortæller konsulent Lise Nordklitgaard, der er såkaldt netværksfaciliator i det lokale erhvervsnetværk.

- Det er de mest utrolige ting, som Henrik Røde Jensen har præsteret. Blandt andet har han hentet de tidligere amerikanske præsidenter Bill Clinton og Barak Obama til Danmark, hvor de på store møder har delt deres erfaringer med.

- Den slags er jo ikke noget, man bare gør. Men Henrik Røde har trukket på sit enorme netværk og har forstået at rykke på de rigtige tidspunkter. Det har gjort ham til en af Danmarks førende netværksspecialister – og han deler gerne erfaringerne med andre netværk. Så der er lagt op til en aften, hvor erhvervsfolk i Jammerbugt kommune kan få en masse med hjem.

Støtter det lokale erhvervsliv

- Sparekassen Danmark vil gerne støtte det lokale erhvervsliv, forklarer Lotte Larsen, der er afdelingsdirektør i Sparekassen Danmarks erhvervsafdeling i Pandrup.

- Det var baggrunden for, at vi for tre år siden stiftede Sparekassen Danmarks Erhvervsnetværk Jammerbugt. Vi har i dag 70 medlemmer, men vi vil gerne have endnu flere. Så derfor laver vi nu mødet med Henrik Røde Jensen, hvor alle erhvervsfolk kan deltage.

- De 70 medlemmer af netværket repræsenterer både store og små virksomheder – og både iværksættere, etablerede firmaer, produktionsvirksomheder og butikker. For det er ikke afgørende, om man er stor eller lille, om man er erfaren eller ny, lyder det fra afdelingsdirektøren.

- Vi mødes jævnligt. Vi er inddelt i fire grupper, der alle holder et morgenmøde hver sjette uge – og så holder vi større events som mødet med Henrik Røde Jensen. Til efteråret har vi også planlagt en studietur til Lego i Billund.

- Det vigtigste er, at man har lyst til at deltage, lade sig inspirere og dele sine erfaringer, siger Lotte Larsen.

Mødet med Henrik Røde Jensen foregår tirsdag klokken 16.30 til 19.00 i Sparekassen Danmarks lokaler i Pandrup. Det er gratis at deltage – og Sparekassen Danmark er vært ved en bid brød.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste